i Navlepilleri

Ritualer

Til brylluppet i weekenden tænkte jeg over ritualer. Hvilken rolle de spiller i et menneskes liv. Hvilken værdi, jeg selv tillægger dem i min egen tilværelse.

Det korte svar er: meget lidt. Eller, jo, bevares, i den helt lille skala har jeg da små rutiner/ritualer, som jeg strukturerer min hverdag efter. Når jeg bestikker mig selv med en proteindrik efter træning, eksempelvis. Manglende overholdelse af det ritual påvirker mit humør i uhørt grad. Det føles forkert hvis det ikke er der. Den åndsvage omgang sødestofbefængte mælkeblanding giver mig mening på et mikroniveau.

Men der er meget få ‘livsbegivenheder’, sceniske manifestationer eller større ritualer, der har meningsskabende eller sakral betydning for mig. Og at det i virkeligheden nok er en svaghed, at jeg ikke er særlig god til at højtideligholde eller at fejre ting. Ville ønske jeg var bedre til det i stedet for blot at kværne videre. Det er nok koblet til, at jeg er sjældent lever i nuet, men i stedet ofte er fortabt i en eller anden arbitrær fremtidsspekulation. For hvorfor fejre NU, når man kan være bekymret for i morgen (eller overmorgen)?

Det gør mig af og til også blind overfor betydningen af de ritualer, som betyder noget for andre. Som eksempelvis et bryllup. Rent intellektuelt forstår jeg naturligvis brylluppets sociologiske betydning som institution. Jeg kan også godt se, hvad det er for en psykologisk meningsskabende (selv)fortælling om kærlighed, troskab og løftet til hinanden, som et bryllup giver den enkelte.

Men ét er den cerebrale erkendelse, noget andet er at føle vigtigheden af ritualet. Men dér er jeg ikke rigtig. Jeg ville aldrig selv kunne lægge de kræfter, den omtanke eller de ressourcer i et bryllup, som der var blevet lagt i det, vi var til her i weekenden.

Men noget skal jo være helligt, selv for en sekulariset skeptiker som mig. Vil finde ud af, hvad de ting så er. Og blive bedre til at højtidigeligholde dem.