Retrospil

Stødte på denne intro til en ‘Hall of Fame’ over adventurespil:

One of the problems with trying to experience the history of gaming for yourself, by actually playing games, is that so many games are so very, very bad. I obviously can’t do much about that directly, but I can offer a roughly chronological list of games that balances claims of historical importance against playability and fairness.

Det udsagn ræsonnerer stærkt hos mig. Jeg sætter stor pris på at skribenten rent faktisk vil evaluere spillene for deres ‘nutidsværdi’, fremfor bare at forfalde til nostalgi. For guderne skal vide, at jeg har brugt en del penge på at købe retrospil, der muligvis er klassikere og var banebrydende for deres tid, men som i dag er forældede og som ingen orker at spille.

Det var også derfor jeg aldrig helt forstod det hysteri, der opstod, dengang at Nintendo forrige år udsendte deres NES Classic.

Når nu man eksempelvis kan spille Super Mario platformsspil, der helt objektivt er langt, langt bedre end de oprindelige fra midt-80’erne1, hvorfor skulle man så udsætte sig selv for 8-Bit selvpineri? Spil fra 16-Bit æraen, ja, måske, det giver i hvert fald mere mening grafisk og spillene var langt mere avancerede. Men 8-Bit? Nej. Bare nej.

1986 the legend of zelda

For selv om jeg som ‘Zelda’-fanboy godt ved at det oprindelige ‘The Legend of Zelda’ fra 1986 er en veritabel klassiker, som jeg burde spille (og derfor selvsagt har købt), så kan jeg ikke. Det er ubærligt svært, kontrollen er kluntet og i øvrigt er spillet grimt som arvesynden. Jeg er aldrig kommet videre end de første par screenshots før jeg slukker for lortet i ren frustration.

Lige nu spiller jeg ‘Final Fantasy III’ på min Nintendo 3DS. Vel at mærke et remake fra 2006 af et spil fra 1990, for nu at skrue ekstra op for meta-niveauet. Det er så spilretro, jeg er i øjeblikket.

  1. Seriøst, har I prøvet de nyere udgaver til Wii? De er små mesterværker []

Skriv en kommentar