Post-ESL

Nuvel, når jeg kunne skrive et langt og trangt indlæg om European Super League da den dukkede på, så kan jeg vel også skrive et her et par dage efter initiativets ugraciøse kollaps.

1741px Cole Thomas The Course of Empire Destruction 1836

Allerførst: ESL blev ikke slået ihjel af ‘den ægte fodboldånd’, kommentatorerne, de tidligere fodboldspillere, fanprotesterne eller Joy Mogensen. Naturligvis ville fodboldens prætorianergarde af fodboldromantikere råbe og skrige.

Der var ingen af reaktionerne – ej heller voldsomheden af dem -, der burde have overrasket eller påvirket de 12 ESL-stiftere. Det forlyder at de har arbejdet på det her i årevis og at der var ikke færre end fem PR-bureauer inde over. Der må ganske enkelt have været en strategi for, bvadr, interessenthåndtering. Hvis reaktionen faktisk kom bag på dem, så burde Florentino Pérez og Andrea Agnelli læse noget mere Mao. For så ville de vide, at revolutionen ikke er et middagsselskab. Hvis man laver et statskup og indtager præsidentpaladset, så nytter det ikke noget at få uro i maven og ikke tage konsekvensen, når nogen yder væbnet modstand. Eller som en anden poet og filosof udtrykte det: “You come at the king, you best not miss”. Man skal ikke true, hvis man ikke er klar til at følge op på truslen – og ikke er klar til at reagere på den negative modstand.

Min glædesløse analyse af situationen er derfor at ESL døde fordi deres mediepartner og de øvrige sponsorer, der skulle have finansieret gildet sammen med JP Morgan, trak sig fra affæren. Det blev for tungt at skulle bakke op om et hadet initiativ.

De 12 franchises selv kan jeg ikke se have et incitament for at trække sig. PR-skaden for klubberne var allerede sket på dag 1; der var ingen fordel for dem i at stikke halen mellem benene. Med mindre de havde spilleroprør på hånden og oplevede akut sponsorflugt, så burde de have holdt fast.

Flere af dem har i den grad brug for at få gentænkt deres model. Twitterbrugeren Swiss Ramble, der specialiserer sig i til tider alt for grundige analyser af fodboldøkonomi, satte tingene ind i en fin kontekst.

ESL12 driftsunderskud

ESL12 gæld

Selv en summarisk skimmen viser, at de 12 stiftende franchises af ESL kører med gigantiske underskud og at flere af dem er gældsat helt op over skorstenen. Eller sagt med andre ord: de har brug for høj, garanteret indkomst.

De franchises, der er ejet af den kinesiske stat-by-proxy, petro-kleptokrater eller russiske oligarker, har måske ikke behov for pengene. Men hvis jeg nu var den økonomiske giftgrund Tottenham (der ikke har vundet noget i en menneskealder og ikke altid kvalificerer sig til Champions League), så ville jeg da også takke ja til at blive en garanteret indkomst som en del af et pyramidespil sammen med de såkaldte største europæiske franchises.

Noget af det jeg ikke rigtig forholdt mig til i mit oprindelige indlæg var netop storklubbernes ønske om at eliminere konkurrencen om sponsormidlerne og at fjerne den sportslige risiko. Det ærgerlige ved en turnering som Champions League er jo, at man skal kvalificere sig til den – og at der derved er en træls risiko for, at man misser den dejlige (og nødvendige!) indtægt, hvis man har dårlig sæson. Lad os nu se, hvordan det går de 12 franchises i den kommende sæson.

1736px Cole Thomas The Course of Empire Desolation 1836

Afslutningsvist har jeg tænkt over om der mon er noget sandt i det argumentatoriske røgslør, som Agnelli og Pérez brugte henover denne uge. ER der noget galt med spillet? BØR det kortes ned, hvis børn, unge og fremtidens gerne ser highlights, men ikke har tid til at se en 90 minutter lang omgang? Hvad nu hvis de relevante fodboldfans faktisk ER det globale tv-publikum, snarere end en flok tilbageskuende nostalgikere i det nordvestlige England, der tilfældigvis har en stedbunden tilknytning til klubberne? Hvad nu hvis science fiction kampe mellem gigantfranchises i en lukket transnational liga er vejen frem? Hvad er der egentlig galt i, at lave et underholdningsprodukt, hvor de største stjerner i spillet kæmper mod hinanden hver uge?

ESL-affæren rejser kort sagt nogle relevante spørgsmål. Fodbolden har masser af dilemmaer, inkl. det bizarre meritokratidræbende nye format for Champions League. Men de besvares ikke af en grådig, konkurrence- og drømmedræbende kartelliga. I sidste ende kan man jo vælge sit eget fokus. Holde med mindre og lokale hold og så bakke op om dem. Finde mening i de fodboldklubber, der stadig er, ja, klubber. Det tror jeg er vejen frem.

Skriv en kommentar