Har grublet en del over, hvordan jeg kan få mere ud af min musiklytning. I dag har jeg én stor kaotisk og helt igennem uhåndterlig playliste i Spotify, hvor alt musik jeg opdager og bliver forelsket i, ryger ind på. Jeg sorterer den ud fra tilføjelsesdato, med nyeste øverst. Jeg lytter til playlisten via Shuffle-funktionen, men algoritmen er ikke min ven. Listen er nu på 2.733 sange, men jeg anslår at det er de samme 4-500 sange, som igen og igen dukker op i min kø. Det er kedsommeligt og jeg savner glæden ved at (gen)opdage musik. Har derfor arbejdet på intet mindre end et system, hvor jeg forsøger at allokere sangene på tematiserede playlister. Et par præmisser og principper:
- Playlisterne kan ikke være tidsbaserede. Bevares, det er vel i teorien interessant, at jeg var besat af en given sang i efteråret 2019, men er det vigtigt – og hjælper dateringen mig med at genopdage den? Giver det mig lyst til at udforske min miserable musiksmag i 2015? Ikke rigtig. Min hjerne er ikke retrospektiv på den måde
- Playlisterne kan være genreopdelt, men helst ikke som det primære kriterium. Det er trods alt sjældent at jeg monomant lytter i lange stræk til kun én genre. Men det er selvfølgelig rart med en god bås af og til, særligt for de genrer jeg kan lide, men ikke er mine primære (se: hiphop)
- Visse playlister bør være aktivitetsbaserede. Oplagte eksempler: Træning/løbeture, transport til arbejde eller musik-der-motiverer-til-akavede-bevægelser-på-dansegulv
- Playlisterne skal først og fremmest være stemnings- og humørbaserede
Med alt dette in mente er mine foreløbige playlister, der nu blot (…) afventer at jeg får fordelt sangene fra den samlede kaosliste ud på dem:
Red Deer Studio, München, 1990: (Synth)pop, electronica, alternativ blip-blop, de fleste genrer med suffikset -wave. Opkaldt efter studiet, hvor Pet Shop Boys indspillede mesterværket ‘Behaviour’ sammen med Harold Faltermeyer.
Madeleine, Cherbourg, 1962: Lykkelige og optimistiske (kærligheds)sange. Opkaldt efter min drømmekvinde Madeleine fra Les Parapluies de Cherbourg.
Sarah, San Francisco, 1994: Pessimistiske, melankolske, indadvendte, introspektive, hjertesorgssange. Opkaldt efter Sarah fra ‘Party of Five’ og hendes dødsdømte forhold til Bailey.
Bed-Stuy, Brooklyn, 1989: Hiphop, rap, triphop. Opkaldt efter Biggies legendariske freestyle i Bed-Stuy, Brooklyn.
Shepherd’s Bush, London, 1966: Rock, klassisk rock, ældre, oldies, boomer anthems. Opkaldt efter London-forstaden, hvor The Who mødtes og blev dannet.
Kortedala, Göteborg, 2007: Svensk musik i alle former. Opkaldt efter epicentret for svensk indie i midt-00’erne.
MAYDAY, Bochum, 1995: Techno, house og hårdere electronica. Opkaldt efter ravefesterne i nedslidte postindustrielle minebyer i Ruhrdistriktet.
The Haçienda, Manchester, 1987: Dansegulv i enhver afskygning. Opkaldt efter Factory Records’ natklub.
Lawrence, Kansas, 1985: Indiepop/-rock, janglepop, alt-rock, punk, alt med affikset post-. Opkaldt efter 80’ernes College Rock radiostationer i Midtvesten, specifikt efter hjemstedet for University of Kansas’ main campus.
Niihama, Nihon, 2029: Citypop, futurefunk, alt japansk. Opkaldt efter den fiktive udgave af Tokyo i ‘Ghost in the Shell’.
Detroit, 1968: Soul, r’n’b, fløde. Opkaldt efter pladeselskabet Motown.
Stadio Comunale, 1988: Løbe- og styrketræningsmusik. Opkaldt efter alle italienske (og nordjyske) stadions før de fik grimme sponsornavne.
Umiddelbart mangler der måske en playliste til vred, frustreret og aggressiv musik, men jeg bruger omvendt ikke rigtig musik på den måde. Måske også en mellemting mellem Lawrence og Red Deer Studio til de mere industrielle sange i krydsfeltet.
Lad os se. Jeg må improvisere hen ad vejen.