Farvel Wieghorst

Jeg var skeptisk dengang i januar 2017, hvor Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB. Ikke mindst var jeg mismodig ovenpå et langt og trist år med uhyre kedelig fodbold. Jeg var i tvivl om hvad Wieghorst kunne og hvilke midler, han ville få stillet til rådighed.

Men ak, havde jeg blot vidst hvor meget værre det identitets- og spillemæssigt kunne blive for AaB, så havde jeg næppe hulket så meget dengang.

For her to år senere står AaB tilbage med en træner, der har leveret det dårligste pointsnit og laveste antal scorede mål nogensinde. Det har været grufuldt. Se bare her, her og her.

Holdet spiller Danmarks kedeligste fodbold uden nogen synlig plan eller fremskridt, de individuelle spilleres udvikling er gået i stå og tilskuerne bliver væk fra stadion. På alle objektive parametre er AaB de sidste par år enten stagneret eller blevet ringere. Og det tilmed i en periode, hvor spiller- og lønbudgettet er steget markant.

På det store metaplan er der en rigtig dårlig stemning om AaB. Det er måske det værste ved det hele. Der er ingen entusiasme, ingen glæde, ingen fortællinger der inspirer. AaB er blevet en negativ historie.

Det går mig på, for jeg har altid nydt at kunne sige, at jeg holder med klubben. At AaB er mit hold, og at jeg holder med dem, uanset hvad. Jeg fremstod muligvis pudsig, provinsiel og smådum, men jeg skammede mig aldrig tidligere over AaB. Heller ikke under de mørke år (2010-2011), hvor nedrykningen kun med nød og næppe blev undgået. Selv i desperationens stund var der noget at elske i klubben. Måske var vi tabere, men vi var da i det mindste underholdende.

Sådan er det ikke mere. AaB er kedelige, kønsløse, irrelevante, og middelmådige. Mens andre klubber havde strategier og udviklede deres økonomier, så har AaB nu i tre år befundet sig i et ingenmandsland. Der er ikke noget at holde af, ikke noget at gå op i. I dag kigger folk mere på mig med medlidenhed og undren, når jeg bekendtgør mit fodboldmæssige tilhørsforhold. “Hvorfor holder du dog af noget så ligegyldigt?”, er den typiske reaktion. Det er vanskeligt for mig at kapere.

Nuvel, Wieghorst er smidt på porten, den umiddelbart skyldige er ude af ligningen. Men han var jo ikke alene. Der er også brug for at kigge opad.

Bevares, jeg siger ikke, at det hele er sportsdirektør Allan Gaardes fejl. Men bortset fra et heldigt salg af Bassogog til Kina, så har han stort set intet gjort rigtigt. Han har nu måtte fyre to af de trænere, han selv har ansat. Jeg var forundret over de manglende ambitioner ved vi-hyrer-kun-venner-af-huset ansættelsen af Lars Søndergaard tilbage i 20161. Og udover indkøbet af målmand Jacob Rinne, så har ingen af hans indkøb været en succes.

Det er kort sagt vanskeligt at se, hvorfor klubbens bestyrelse ikke udsætter Gaarde for en grundig kritisk evaluering.

Hvad så med fremtiden?

Lige nu tager assistenttræneren over de sidste tre kampe i efterårssæsonen. Derefter håber jeg at AaB viser ukarakteristisk mod og sætter en ny kurs med et anderledes trænervalg.

Jeg er med på at kontinuitet er vigtigt og at det er giftigt for en fodboldklubs kultur, hvis man hele tiden ansætter trænere med nye divergerende strategier. Se bare på AGF, der vel i en periode havde 5-6 trænere i træk med hver sin måde at gøre tingene på. Det ødelagde dem i mange år, og den situation skal AaB ikke havne i.

Efter tre års stilstand og hensygnen, så er der dog desperat brug for en ny træner, der nyfortolker AaB’s erklærede mål og spillestil. Jeg håber på en ambitiøs udlænding, der kan give den nordjyske mentalitet et ordentligt spark i røven. Det var præcis det, som Erik Hamrén gjorde så godt dengang han trådte til. Han kom med en masse nye impulser og løftede på 2-3 år klubben til nye kvalitetsstandarder. Det tog et par år, men man troede på ham. Et lignende forandringsprojekt kunne være en spændende (og ikke mindst: Inspirerende) ting, at være med i som AaB-elsker.

Men, men, men … hvis det går som det plejer, så rekrutterer de Glenn Riddersholm, eller til nøds Brian Priske. Der er jo ingen grund til at se for langt væk fra de gamle venner og bekendte. Og så står vi her igen om to års tid.

  1. En indavlet tendens, der kun er blevet værre efter at Gaardes gamle holdkammerat Thomas Bælum tidligere i år blev ansat som direktør i klubben []

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.

Castle Rock

Det er noget nær en evighed siden at jeg blev så opslugt af en tv-serie, at det var et moralsk imperativ for mig at se alle afsnit her og nu.

Senest det skete var i form af ‘Counterpart’ og før da ‘Frequency’. Begge serier er karakteriseret af at være eskapistiske og omhandle tidsrejser, paralleluniverser og melankoli. Denne gang er det dog horror og Stephen King, der har fået mig frem i stolen.

Som udgangspunkt kan jeg i bedste fald kaldes en Stephen King-freelancer.

Jeg læste ‘The Shining’ engang i gymnasietiden og den herligt grumme ‘The Stand’ for et par år siden. Filmatiseringer af Kings bøger har jeg holdt mig fra, ligesom jeg heller ikke kastet mig ud i de senere års tv-serieudgaver af ‘Under the Dome’ og ‘11.22.63’. Men jeg vil sige det sådan her: Hvis der findes en bedre tv-serie udgave af Stephen Kings univers end den aktuelle ‘Castle Rock’, så bliver jeg meget, meget overrasket.

Som den notorisk elendige anmelder jeg er, så orker jeg ikke at grifle om handlingen, skuespillerne eller karaktererne i ‘Castle Rock’. Det må I selv google jer til. Rundt om på internettet har serien dog fået divergerende anmeldelser. Flere fremhæver at man nok skal være fan af King i forvejen for at sætte rigtig pris på den og ikke mindst de mange metareferencer til Kings værker.

Det ved jeg nu ikke om er korrekt. Serien er spændende og hele tiden pirrende urovækkende/uhyggelig. Man kan fint se den uden at være meget belæst i Kings bøger. Serien kulminerer (indtil videre) i afsnit 7, som er noget af det bedste og uhyggelige tv jeg har set siden … ja, siden altid, tror jeg. Så selv hvis serien ikke får en længere levetid, så bør alene det afsnit blive husket. Vi taler om et afsnit i klasse med ‘The Constant’ fra ‘Lost’, så godt er det.

Med to stadig uudgivne afsnit tilbage af den første sæson, så er jeg effektivt hooked. Jeg kan faktisk næsten ikke vente til på torsdag, når næste afsnit frigives.

Så fængende er ‘Castle Rock’.