Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’. Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.

Roskilde dyrskue 2019

Møns klint, maj 2019

🎵 Ryan Adams - ‘The House Is Not For Sale’ (2004)

Sandet til

Efter en relativt produktiv periode er jeg gået i stå på bogfronten de senere uger. Læsningen er sandet til i et par lidt rigeligt lange og omfattende faglitterære bøger, og jeg er ikke for alvor kommet ud af malaisen endnu. Og da slet ikke indenfor skønlitteraturen.

Især Peter H. Wilson ‘Heart of Europe: A History of the Holy Roman Empire’ er en skurk i denne sørgelige forfaldsfortælling. Det er frustrerende for mig at indrømme det. Episke historiebøger om esoteriske emner er jo ellers lige er den slags, som jeg vitterligt gerne vil læse. Emnet interesserer mig som udgangspunkt og formidlet på rigtige måde afskrækker 857 sider mig ikke. Men … når jeg går i stå i løbet af de første 15 sider, og forfatteren er mere optaget af detaljens forunderlighed end af den store fortælling, så bliver det vanskeligt mig. Så kan end ikke den sorte død eller paver ved navn Leo få mig tilbage på hesten.

Men nuvel, den største skuffelse er dog nok alligevel Christopher Priest ‘The Islanders’. Hvilket ærgrer mig, da jeg var begejstret for hans ‘The Prestige’ og ‘The Affirmation’. Sidstnævnte foregår endda i samme univers som ‘The Islanders’, så jeg var aldeles overbevist om at jeg da naturligvis også ville elske den. I stedet er jeg nu ved at falde i staver her 37% inde i min Kindle-udgave, og plottet kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er alt sammen meget ærgerligt.

Grundlæggende mangler jeg nok blot en decideret velskrevet og spændende skønlitterær bog, som jeg kan blive forelsket i og kan give mig lysten til fiktion tilbage. Alle gode forslag modtages med kyshånd

Retro

Jeg er meget begejstret for Jimmy Maher og hans retrogaming-blog ‘The Digital Antiquarian’. Et af hans nye indlæg førte mig direkte tilbage til en svunden tid, hvor jeg var en præpubertær nørd med en usund interesse for computerspil:

This one isn’t just any old year: a strong argument could be made that 1993 was the pivotal year in the entire history of computer gaming, the dividing line between its antiquity and modernity.

For this was the year when CD-ROM finally went mainstream, virtually eliminating any and all technical restrictions on the size of games.

The transformation this wrought on the graphics and sound of games, on their budgets, on their potential consumer appeal, and, indeed, on their very nature is almost impossible to overstate. We’ll have to wait until the rise of ubiquitous digital distribution well into the 2000s before we again see any single technology remotely as disruptive.

But as if the CD-ROM revolution wasn’t enough to make 1993 a special year, there was also the 3D graphics revolution, as exemplified by Doom, the game many would doubtless consider the game of the 1990s, at least in terms of pure populist appeal

Jeg var 11 år, bebrillet og sublimt kikset i 1993. Jeg kan derfor med betydelig autoritet bekræfte at ovenstående udvikling var sindssvagt spændende. Maher fremhæver bl.a. følgende højdepunkter, som også fik skelsættende betydning for mig:

Jeg er helt bevidst om det sørgelige i at min popkulturelle glansperiode ligger mere end 25 år tilbage. Men det er helt uden sammenligning de spil, jeg spillede i årene 1993-1997, som selv i dag fremkalder min allermest uironiske og lyserøde begejstring. Mon man i en alder af 37 stadig kan blive utvetydigt begejstret og fan af noget? Jeg håber det.

Indtil da vil jeg svælge i nostalgien …

I dag - 11. maj - er det præcis fem år siden at AaB senest vandt det danske mesterskab. Tanken fylder mig med særdeles blandede følelser.

Tankevækkende essay af Timothy Garton Ash her på Europadagen. Vi har meget at tabe.

🎵 Kristian Anttila & Sylvia Vrethammar - Magdalena (Livet före döden) (2010)

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne - især det store spring fremad og kulturrevolutionen - så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.

Naunihal Singh har fat i noget, tror jeg. Guaidó virker som en færdig mand uden reel støtte fra omverdenen. Det er desværre vanskeligt at se et regimeskifte i Venezuela i nær fremtid.

Første dag i børnehaven

Tankevækkende indlæg af Tomáš Valášek. Selv her 15 år senere er de mentale mure ikke forsvundet mellem de ‘gamle’ og ‘nye’ medlemslande.

🎵 Lindstrøm & Christabelle: ‘Baby Can’t Stop (Idjut Boys Remix)’ (2009) 

Fascinerende (og underholdende) interview med den afgående franske ambassadør i DC. Hans analyse af de aktuelle globale forhold er dog ikke ligefrem opmuntrende. 

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times "If you could only rescue one book, which would it be?".

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark 'A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World' (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en 'Malthusian trap'. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den 'almindelige person' i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs 'grønne revolution', der aflyse en ny-malthusisk situation. De gjorde en forskel. Især fordi antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem - og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn ... hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser - man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret - men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution'ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

Stor lettelse at Nuggets nåede videre i slutspillet. Varme minder fra dengang vi var i Denver og Boulder 🏀

Tyler Cowen har helt ret: Julia Lovells ‘Maoism: A Global History’ er en fremragende bog. Selv for en klassisk liberal som mig er maoismen et fascinerende (og uhyggeligt) emne. Varmt anbefalet 📚

Nordens Paris

Nuvel, jeg skal ikke sidde her og påstå at Aalborg er blevet pæn i de snart 20 år, jeg ikke har boet der. Det gælder sikkert stadigvæk, at man kun for alvor kan holde af byen, hvis man selv kommer derfra. Men så er det til gengæld også svært at løsrive sig fra stedets identitet, skulle jeg hilse at sige. 

Men det mentale klichébillede af Aalborg, I ved nok: post-industri, Ejersbos ‘Nordkraft’, den lurvede råhed, det er ikke længere gældende for store dele af byen. Jo, selvfølgelig stadig i Vejgaard og den slags steder, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men gå nogle ture i Vestbyen, langs havnepromenaden eller i bymidten. Det er blevet helt kosmopolitisk og universitetet udvider tilsyneladende i det uendelige. Der sker noget i Aalborg, det er et sted der vil fremad. Det er ikke alle byggerierne der er lige smukke, men den der lidt tvære du-skal-ikke-komme-her-og-spille-smart attitude jeg husker fra 1990’erne, den er der ikke mere. Aalborgenserne er begyndt at have noget at have det i, når de går rundt og fortæller hinanden at de bor et fremragende sted.

Nu vil den skeptiske læser helt korrekt kunne indvende, at jeg ikke ligefrem er den mest objektive person til at vurdere Aalborgs lyksagligheder. Og fire påskedage i solskinsvejr kan som bekendt få selv de mest livstrætte steder til at fremstå attraktive. Men jeg tror nu alligevel de har fat i noget rigtigt deroppe. De er i en god udvikling. Det kan jeg se, når jeg selv bor i Roskilde, hvor tingene mildest talt ikke buldrer derudaf. 

Jeg er imponeret over Christopher Claphams formidlingsevner. Hans ‘The Horn of Africa: State Formation and Decay’ er en eminent indføring i en kompleks region. Anbefalet 📚

Det her er en voldsom og skræmmende historie. Illustrerer perfekt alt hvad der er galt med et totalitært system som det kinesiske.

Er begyndt på ‘A Fistful of Shells: West Africa from the Rise of the Slave Trade to the Age of Revolution’. Tankevækkende bog. Jeg ved meget lidt om afrikansk historie før europæernes ankomst. Stort blind spot 📚

“Walk into the office with a beard and people wonder what you are up to. Before long you are wondering the same thing yourself.” Det er vise ord.

Ligesom i Algeriet for nylig, så er det tvivlsomt om militærkuppet i Sudan ender med positive forandringer. Men det ER nu dejligt at den gamle folkemorder al-Bashir bliver væltet.

🎵 Veronica Maggio - ‘Kurt Cobain’ (2019)