Nordens Paris

Nuvel, jeg skal ikke sidde her og påstå at Aalborg er blevet pæn i de snart 20 år, jeg ikke har boet der. Det gælder sikkert stadigvæk, at man kun for alvor kan holde af byen, hvis man selv kommer derfra. Men så er det til gengæld også svært at løsrive sig fra stedets identitet, skulle jeg hilse at sige. 

Men det mentale klichébillede af Aalborg, I ved nok: post-industri, Ejersbos ‘Nordkraft’, den lurvede råhed, det er ikke længere gældende for store dele af byen. Jo, selvfølgelig stadig i Vejgaard og den slags steder, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men gå nogle ture i Vestbyen, langs havnepromenaden eller i bymidten. Det er blevet helt kosmopolitisk og universitetet udvider tilsyneladende i det uendelige. Der sker noget i Aalborg, det er et sted der vil fremad. Det er ikke alle byggerierne der er lige smukke, men den der lidt tvære du-skal-ikke-komme-her-og-spille-smart attitude jeg husker fra 1990’erne, den er der ikke mere. Aalborgenserne er begyndt at have noget at have det i, når de går rundt og fortæller hinanden at de bor et fremragende sted.

Nu vil den skeptiske læser helt korrekt kunne indvende, at jeg ikke ligefrem er den mest objektive person til at vurdere Aalborgs lyksagligheder. Og fire påskedage i solskinsvejr kan som bekendt få selv de mest livstrætte steder til at fremstå attraktive. Men jeg tror nu alligevel de har fat i noget rigtigt deroppe. De er i en god udvikling. Det kan jeg se, når jeg selv bor i Roskilde, hvor tingene mildest talt ikke buldrer derudaf. 

Skriv en kommentar