Da jeg var yngre – teenager – var jeg republikaner. Afskaffelse af det danske kongehus var en af mine favoritdiskussioner var med min bedstefar. Han var modstandsmand under krigen, frihedselskende og liberal af den gamle (høj)skole. En livslang Venstrevælger, der ikke dyrkede kongerøgelse, og i øvrigt nærede en intuitivt ironisk distance til de selvudråbte moralske autoriteter. Men han havde en grundlæggende bevidsthed om betydningen og værdien af et nationalt, kulturelt fællesskab. Med et lidt bedaget udtrykt følte han stor fædrelandskærlighed. For ham var monarkiet en vigtig del af det. Om ikke andet, så som symbol for Danmark, vores historiske arv og det at være dansk.
Han var samtidig også vild med en god diskussion, især med sit yngste (og mest provokerende) yndlingsbarnebarn. Så afskaffelse af kongehuset kunne vi diskutere ofte. Ikke så underligt, for monarkiets (og folkekirkens1) afskaffelse er et de der ‘gode’ symbolske politiske diskussionsemner, hvor der ikke kommer til at ske noget i den virkelige verden. Til gengæld kan deltagerne komme helt op den store ideologisk klinge, uden at det koster noget, eller nogen for alvor bliver stødt over det.
Jeg entrerede diskussionerne fra en liberal og principiel vinkel. Fremhævede det udemokratiske, det autoritære, den illiberale kerne i monarkiet som styreform. At man i et moderne samfund ikke burde acceptere monarkiet, der i mine øjne var en amoralsk og illegitim historisk konstruktion. Der – uanset om der ‘kun’ er tale om et konstitutionelt monarki – i sin grundessens stadig er baseret på uretfærdighed og irrationalitet.
Min bedstefar var mere konservativt og pragmatisk anlagt. Var vel enig i det principielle argument imod monarkiet som styreform, men vægtede det sammenhængskraftsskabende og den fællesskabsdannende højere. Og hvad er alternativet, Kåre, vil du hellere have Poul Nyrup som præsident (spoiler: det ville jeg ikke). Sådan kunne vi diskutere frem og tilbage. Vi blev naturligvis ikke enige. Det tror jeg egentlig heller ikke var meningen. Han nød mest af alt diskussionen, tankegymnastikken og at få lirket argumentationen ud af mig.
Friedrich Kaulbach – ‘Krönung Karls des Großen’ (1861)
Jeg vil ikke sige, at jeg i dag er blevet mere enig med min bedstefar. Principielt mener jeg stadig det samme. Men afskaffelse af monarkiet står ganske langt nede af listen over politiske forandringer, jeg vil gennemføre den dag revolutionen kommer.
Og måske min tilgang i dag er af mere … sociologisk karakter? For jeg er ret overbevist om, at alle samfund og fællesskaber har brug for fortællinger, symboler, ritualer til at skabe mening, helhed og identitet.
Selv et nominelt sekulært samfund som Danmark i 2024. Hvis vi ikke længere dyrker Gud, så må vi dyrke noget andet. Det gælder også på individniveau. Er det ikke bemærkelsesværdigt, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i arbitrære ting ved at dyrke dem, ja, religiøst? Fænomener som ‘min karriere’, ‘det perfekte hjem’, ‘rollen som MOR’, ‘politik’, ‘træning’, ’18 timers faste’, ‘klimakampen’ og ’social status’ kan ses som ersatz-religion for mange mennesker. Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter; det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden uden større mening. Men set i det lys (og løftet op på samfundsniveau) er kongehusets fortsatte eksistens – uanset at der tale om en udemokratisk anakronisme – måske ikke så underlig. Vi har som samfund brug for mening, metafysik og fortællinger, hvilket monarkiet kan tilbyde.
Eller … det har det i hvert fald kunne indtil videre.
For den afledte konsekvens af at betragte monarkiet som meningsgivende symbolsk artefakt må samtidig være, at den dag kongehusets medlemmer ikke kan levere symbolerne, meningen, fortællingen eller metafysikken, der får os til at glemme os selv, så forsvinder relevansen af monarkiet som institution.
Hvad sker der, hvis vores opløftede symboler bliver ‘folkelige’ eller ‘almindelige’? Hvis dem, der skulle forestille at være fortolkerne og forvalterne af det symbolske Danmark (før, nu og i fremtiden), viser sig at være mådeligt begavede, dårligt formulerede, motionsløbende midaldrende mænd, med en forkærlighed for mobbende kostskoler, venindebesøg i Madrid, tvivlsom ageren i IOC samt rigeligt mængder betalte vennetjenester af magteliten? Hvad nu, hvis kongehuset i overgangen fra en kulturelt dannet filosofdronning til noget …andet, ikke længere er god showbizz? At potemkinkulissen falder, og vi ser medlemmerne af kongehuset, som det de med stor sandsynlighed er: uinteressante individer, uden nogen videre talenter eller opløftethed. Hvor længe holder den royale illusion og de søde løgne om os selv som nationalt fællesskab så?
Så måske jeg i virkeligheden stadig er den republikanske teenager indeni. Jeg ville ønske at disse mennesker blev frisat til rent faktisk at skabe forme deres egen skæbne. Også på en dag, hvor der bliver kronet en ny regent. Jeg håber da det bedste for ham, kongehuset forsvinder jo ikke i morgen, men jeg har min tvivl. Og jeg tror ikke at min bedstefar ville have været særlig imponeret af de medlemmer af kongehuset, der bestrider rollen i dag.
- Som jeg naturligvis også mener burde afskaffes [↩]