Tilbragte det meste af sidste weekend i København. Dels til en familiefødselsdag lørdag eftermiddag, dels til en julefrokost med gamle kolleger samme aften. Begge dele var hyggelige og givende sociale begivenheder med mennesker, som jeg ser for sjældent (og måske i det daglige fortrænger, hvor meget jeg savner).
Det blev så sent at jeg på forhånd havde besluttet at skåne mig selv for den sjæleødelæggende natlige togtur henover Sjælland til de ydre provinser. Søndag morgen inden hjemturen forsøgte jeg at uddrive alkoholen med en løbetur i mine gamle områder: Njalsgade, Axel Heides Gade, Amager Fælled, Kalvebod Brygge. De lignede sig selv dér i den tågede og mørke morgen; jeg følte en ikke ubetydelig nostalgi og affektion for København netop da.
Jeg fortryder ikke at vi rykkede fra Islands Brygge til Roskilde – og så for to år siden videre til Odsherred. Livet i naturskønne omgivelser og stærke, nære lokalsamfund tilbyder noget andet, end det vi ville kunne få i hovedstadsområdet. Familien trives, det var det rigtige at gøre.
Men der ER en distance. Både i fysisk og mental forstand.
Det slog mig særligt under en tur i s-toget, at der var – gisp! – unge mennesker til stede. I alle mulige former, farver og faconer. Bevares, der var også ældre i toget, det centrale var den eklektiske sammensætning, jeg er blevet afvænnet fra de senere år. Diversiteten var også af intellektuel karakter. I s-toget sad en person og læste en Stefan Zweig-bog. En anden lignede Mads Holger genopstanden fra de døde. Skråt overfor sad individer med piercinger obskønne steder.
Det er på en eller anden måde efter et par år i den ret monokulturelle provins (i kombination med for få udlandsrejser) ubevidst lykkedes mig at glemme, hvor divers og spændende verden også kan være. Jeg er blevet så vant til, at jeg (en grånende og konventionel knudemand) som regel er blandt de yngste til stede, når jeg kommer steder i Odsherred. At der mest af alt deltager ældre mennesker (med ældre menneskers interesser, tankegange og bekymringer), at gråt hår er den altdominerende lokale egnsdragt. At jeg bliver betragtet som meget (quote) alternativ (unquote) fordi jeg afleverer børn i en ladcykel.
Det bekymrer mig lidt. Om hvad konsekvensen er af ikke i samme grad at blive udfordret og stimuleret af noget yngre, anderledes, dynamisk. Om jeg får de fornødne input, udfordringer og samtaler. Om jeg er i intellektuel og åndelig stagnation. Om jeg over tid ubevidst får et indsnævret udsyn og manglende indsigt.
Konklusionen må være, at jeg skal gøre mere for at opsøge de ting. Jeg må læse mere, lytte mere, tale mere, gøre mere sammen med andre. Opsøge de gode og spændende mennesker, som jeg ved er herude. Og så må jeg sørge for indoktrinere børnene, så de får stimuleret udsynet og nysgerrigheden overfor verden udenfor. Måske en Københavnstur i januar?