Får læst en foruroligende stor mængde bøger her under juleferien. Først og fremmest fordi der er tid; min svigerfamilie har en forunderlig lyst til at være sammen med børnene. Men dernæst opdagede jeg – eller rettere: jeg agerede for første gang på – at Mofibo også har ebøger.
Lydbøger har jeg fortsat hverken lyst eller tålmodighed til, men skønlitteratur har jeg længe primært læst i digital form. Denne jul har jeg derfor været flittig bruger af Mofibo-appen, og jeg ligger henslængt verdensfjernt og læser. Egentlig har jeg altid haft en aversion mod at læse på telefonen. Bøger er enten noget jeg læser i fysisk form eller på min Kindle. Telefonen har altid føltes forkert at læse seriøse ting på, den er besudlet på en sælsom måde. Et aggregat, jeg ved, at jeg bør bruge mindre tid på. Det at hænge så meget foran skærmen er tabuiseret, føles ikke fuldkornsagtigt eller nærværende nok. Mobilen kan til nøds bruges til at fortære de løbende nyheder og den underlødig underholdning, men så heller ikke mere end det. Men nøden kan drive en til ekstremer. Og hvis jeg vil læse dansk (eller for den sags skyld skandinavisk) litteratur, så er Mofibos imperfekte app det bedste bud, hvis jeg da ikke vil hænge i bibliotekernes reservationslimbo i en evighed.
Det bliver ikke grundig læsning, kan jeg mærke. Jeg speedlæser endnu mere end jeg plejer. Men efter mange år med overvejende engelsksproget litteratur, så er det rart at blive udfordret på dansk også. Jeg kan også sætte pris på, at bøger ikke absolut behøver være på 500 sider. Den mest tankevækkende af bøgerne – Vigdis Hjorth – ‘Arv og miljø’ – er ikke speciel lang og heller ikke vanskelig at læse, men den var indholdstung (formoder at det er et grundvilkår for bøger om incest og dets konsekvenser) og fremfor alt virkelig, virkelig god. Kan sagtens forstå at den var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Hvis jeg skal huske en bog fra denne juleferie, tror jeg at det bliver den.
Som tiden går, værdsætter jeg mere og mere forfattere, der vitterligt kan skrive. Altså at de er dygtige nok til at skrive om svære og vigtige emner på en ikke-manieret og ikke unødvendigt snørklet måde. Jeg trættes af stiløvelser og tilstræbt sproglig kompleksitet. Jeg læste Olga Ravns – ‘De ansatte’ og blev næsten irriteret over hendes måde at skrive på. Dog mest indtil at jeg indså, at jeg nok burde opfatte den som en digtsamling, snarere end som en science fiction roman – og derfor burde vurdere bogen på en anden skala. Endte med at sætte stor pris på den.
Glæder mig til yderligere boglæsning de kommende dage.