Som The Smiths så korrekt noterede i jangle pop mesterværket ‘Ask’: “Shyness is nice and shyness can stop you/from doing all the things in life you’d like to”. Det har jeg tænkt en del over under de senere dages bjergvandringer, fremprovokeret af en interessant klumme om generthed i weekendudgaven af Financial Times.
Skribenten går – med udgangspunkt i selv at være genert og med et ønske om at forstå fænomenet bedre – i dybden med forskningen i generthed. Den går overraskende kort tid tilbage. Åbenbart blev den første akademiske artikel, der nævner generthed som genstandsfelt for forskning, ikke publiceret før 1965.
Hvad siger forskningen så? Mjah-mjoh. Først og fremmest er der en masse definitionsfnidder. Er man genert eller introvert? Har man social angst eller er man bare godt gammeldags asocial? Er der tale om et kontinuum, hvor social angst udgør den ene yderpol og udadvendthed den anden? Hvilken etiket skal man egentlig sætte på mennesker, der er socialt tilbageholdende, stille eller blot synes det kan være svært at interagere med andre?
Så er der de mere substantielle uenigheder om, hvad generthed egentlig er. Er det en ‘defekt’ og malign tilstand? Er det et permanent personlighedstræk? Eller er det noget der ‘kan behandles’ eller ‘vokses fra’, eller noget man kan (og bør) ‘lære at tackle’? Er der andre særlige karaktertræk eller egenskaber, der er koblet til generthed – f.eks. introversion eller neuroser? Bunder generthed i usund selvbevidsthed? Er genert noget man ‘er’ eller ‘har’? Givet at 47% af respondenterne i en britisk undersøgelse betegner sig selv om generte, er der så egentlig ikke blot tale om et uønsket, men normalt forekommende karaktertræk hos mange mennesker? I så fald: hvorfor så sygeliggøre det?
Der er kort sagt ikke den store enighed om noget som helst. Altså udover at generthed er – eller bliver opfattet som – et problem eller barriere for den enkelte person.
Definitionscirkuset bliver også sørgeligt evident i klummen, hvor skribenten laver feltstudier i en frivillig organisation:
One Saturday afternoon last winter I attended a meeting of the London Shyness Social Group (LSSG), a volunteer-run community which organises events for people who consider themselves shy, introverted or both. Its online group has more than 16,000 members. “Our aim is to provide a safe space with a wide variety of social events and clear descriptions of what each event entails,” the website reads.
Today’s meeting was in an upstairs room of a Caffè Nero in central London. I was struck by the contradiction of what I was about to do: talk about shyness to a group of strangers. Feeling like a fraud, I wondered if I should ramp up my timidity to fit in, perhaps gaze at my feet? Another meeting was being held across the room, for introverts. Some LSSG members see themselves as both shy and introverted, while others describe themselves as shy extroverts, or fearless introverts.
Det illustrerer meget godt, hvordan genertheds-komplekset stritter i alle mulige retninger – og hvordan det hurtigt kan blive meget navlebeskuende. Fearless introverts? Virkelig?1
De introverte har fået en revival de senere år (især efter udgivelsen af Susanne Cain – ‘Quiet’), og introversion bliver ofte italesat som noget positivt. Der er opstået en hel industri af selvhjælpsbøger, karrierekonsulenter og coaches, der lever af at fortælle introverte mennesker, at de i virkeligheden er meget dybere, reflekterede og klogere end deres flagrende, sjuskede og overfladiske ekstroverte medmennesker. Introversion er i denne optik en tilstand, der muligvis kan være socialt hæmmende, men som i virkeligheden er udtryk for at man er en dyb og eftertænksom person, der tilbyder noget andet (og implicit bedre) gennem ens karaktertræk. At tilvælge sit eget selskab er et radikalt og positivt valg, som vidner om at man søger energi og indsigt gennem ens rige indre verden.
Introverte har med andre ord fået masser af god PR de seneste 10 år. Generte? Not so much.
Min egen (ikke-forskningsbaserede) oplevelse er, at generthed ses som en afart af social angst. At der er en altdominerende samfundsnorm om at udadvendthed og ekstroverte personlighedstræk er at foretrække. At generthed i bedste fald er en tilstand eller et problem, som den enkelte skal ‘komme over’ eller ‘lære teknikker til at håndtere’. At generte børn ofte misforstås eller ses ned på. Der omtales i modsætning til introversion aldrig gode ting ved generthed. Det er en defekt. Man er ikke – som de introverte – et klogere eller bedre menneske, fordi man er genert, indadvendt eller socialt tilbageholdende. Generthed er et svaghedstegn, noget som inferiøre tabere lider af. Man opfattes som asocial eller muligvis arrogant.
Det tragiske er at mange generte mennesker har internaliseret denne samfundsnorm, og derfor også selv mener, at der er noget galt med dem. Det er ens eget problem og man skal lære at kompensere for det. Måske denne internaliserede selvkritik ikke er så underlig. For samfundsnormen om udadvendthed er netop omnipræsent.
Jobopslag nævner som det naturligste i verden ’udadvendthed’ som et ønske/krav til ansøgere til stillinger. I skrivende stund er der 1.581 stillingsopslag på Jobindex, hvor idealansøgeren beskrives som ‘udadvendt’. Hvis ord som genert, eller indadvendt anvendes, så er det konsekvent i betydningen ‘du skal ikke søge dette job, hvis du er [x]’. Hvilke vel kan være rimeligt nok i jobfunktioner som stewardesse eller sælger, men er udadvendthed virkelig et uundværligt karaktertræk i alle stillinger? Hvorfor sortere en ret stor gruppe potentielle ansøgere fra allerede fra begyndelsen?
Det er ikke kun på jobmarkedet, at præferencen for udadvendthed gør sig gældende. Vi har et repræsentativt demokrati, hvor politikerne bliver valgt ved at ‘sælge sig selv’ gennem valgkampe. Det tilgodeser i den grad de udadvendte personlighedstyper. Man skal holde taler, man skal netværke, man skal optræde, man skal have lysten til at møde en masse mennesker, man skal fremstå handlekraftig, man skal kunne sælge og overbevise, man skal kunne debattere i offentlige fora – og helst på en offensiv retorisk vis. Men ingen af disse faktorer siger noget om det reelt vigtigste, som vi som samfund rent faktisk skal bruge politikere til: at træffe kloge, velovervejede og empatiske beslutninger på vores vegne og på et oplyst grundlag – til gavn for det fælles bedste. Hvad valgprocessen derimod fremelsker er politiske kandidater, der elsker rampelyset og opmærksomhed, holder af at være ‘på’, gerne vil bestemme – og ikke nødvendigvis altid sætter det fælles bedste forrest, hvis det betyder at de selv skal træde lidt til side. Mange generte personer vil allerede fra starten sige pænt nej tak til at skulle være kandidat til noget som helst, når det er de præmisser, at valget foregår på. Det er et massivt talenttab.
Og så har vi ikke engang drøftet datingmarkedet, hvor generte personer – på trods af at datingapps muligvis gør det lidt nemmere at tage det første initiativ – alle dage har haft en ulempe. At tage initiativ på dansegulvet er rød alarm for en genert. Og tænk på hvor mange potentielt fremragende par, der aldrig mødte hinanden, eller hvor det gik galt fra starten fordi den ene opfattede den anden som ‘for stille’ og ‘for tilbageholdende’ (eller vice versa: fordi den ene opfattede den anden som ’for overfladisk’ og ’for intens’).
Jeg finder det oprigtigt paradoksalt. Vi er som samfund blevet mere eller mindre enige om ikke at diskriminere på basis af kønsidentitet, etnicitet, religion, politisk overbevisning eller seksualitet. På samme måde bliver egentlige psykiatriske problemstillinger stadig mere aftabuiserede. Hvilket er positivt og en nødvendig udvikling. Men personlighedstræk (og udseende, men det er en anden diskussion) er det fair game at selektere ud fra.
Det er stadig helt legitimt at bede indadvendte mennesker om at holde sig væk fra at søge stillinger. Det er helt naturligt at indrette arbejdspladser efter udadvendt forbillede i form af storrumskontorer, tilmed endda med flyverpladser, hvilket er den genertes absolutte arbejdsmiljømæssige mareridt. Når vi i Danmark taler om at bekæmpe ensomhed, så skal det især ske gennem foreningslivet – institutioner lavet af og for udadvendte mennesker, som det er notorisk vanskeligt og kræver en enorm investering for en genert at blive en del af, især i voksenlivet (hurtig quiz til de generte læsere: hvor mange foreninger har du meldt dig ind i og blevet reelt aktiv i efter dit fyldte 18. leveår? Jeg vil vædde på at svaret er 0).
Jeg bilder mig ikke ind, at den vestlige samfundsnorm om at hylde og belønne udadvendthed og ekstroverte personlighedstræk kan ændres. Den er et grundvilkår, som generte må lægge strategien efter, hvis de vil konkurrere om de samme goder som de udadvendte nyder godt af. Generte har brug for nogle andre redskaber, hvis man vil kunne konkurrere med dem, der har defineret spillereglerne i en kultur, hvor ekstroversion beundres og ses som noget positivt.
Bevares, man kan som genert sagtens lære at kompensere og agere (næsten) som en udadvendt i en udadvendt verden. Jeg gør det selv hver dag. Men det bliver aldrig rigtig naturligt eller godt. Det er drænende i længden. Og selvom de trygge og fastindrammede sociale aktiviteter i London Shyness Social Group er sympatiske, så er de ikke nok – og de gør ikke for alvor noget for at bryde de strukturelle problemer.
Jeg har ikke en løsning (endnu). Men jeg mener – inspireret af de introvertes ypperstepræst Susan Cain – at der er et hul i markedet for at skabe en modbevægelse for generte, der ønsker en ambitiøs karriere. Der vil give adgang til jobs og muligheder. Og på et mere højstemt plan: Det er afgørende at forebygge internaliseringen hos generte af vrangforestillingen om at de er defekte og at der er noget grundlæggende galt med dem. Masser af generte børn bliver misforstået eller set ned på/betragtet som underlige. Masser af generte gymnasieelever (og andre studerende) får dårligere karakterer end deres intellekt berettiger til, fordi de ikke kan konkurrere i opmærksomhedsræset mod de udadvendte og ikke-generte. Det er spild af talent og menneskeligt potentiale.
Og ja, jeg er selv genert og indadvendt. Meget endda. Grænsende til menneskesky og hæmmet. Nej, ikke på skrift, og heller ikke (altid) på tomandshånd eller i mindre grupper, hvor jeg kender mine samtalepartnere. Men her er de kolde fakta:
- Jeg har aldrig budt nogen jeg ikke kendte i forvejen op til en dans
- Jeg har aldrig scoret nogen jeg ikke kendte i forvejen til en fest eller i byen
- I næsten alle mine amourøse foretagender var det ikke mig, der tog initiativet
- Jeg har aldrig givet en fremmed et kompliment, piftet eller i almindelighed været opmærksomhedssøgende i offentligheden
- Antallet af gange jeg spontant har initieret en samtale med én jeg ikke kender, kan tælles på en eller to hænder
- Jeg er fuldt ud i stand til at deltage i arrangementer tilbagetrukket og stille overfor alle jeg ikke kender (eller kun kender overfladisk,) fordi jeg er for genert til at sige noget
- Jeg var lobbyist i Bruxelles og deltog i masser af receptioner, hvor jeg skulle forestille at repræsentere/sælge dansk landbrugs interesser. Jeg brugte naturligvis det meste af tiden på at stå sky i et hjørne og spise dårlige pindemadder. Vandmiljøet burde takke mig
- At holde taler og oplæg er stadig grænseoverskridende for mig
I min forældrerolle er jeg også genert. Som skribenten skriver i klummen:
My son turned eight in the first year of the pandemic. At times I noticed him struggling to socialise. When he joined a new football club, he kept himself separate, standing to one side except during matches. “Why don’t you talk to the others?” I said one day. “You’ll enjoy the game more.” “Why don’t you?” he responded. It was a fair accusation. I’d hardly talked to any of the parents. Had I accidentally become a shy role model or was it hard-wired?
Leo er på samme måde. Holder sig lidt for sig selv, er lidt sær, stille og reserveret, og synes det er svært at tale med andre børn, han ikke kender særlig godt i forvejen. Og derfor er det så godt, at han har en super rollemodel i mig. Når jeg er til arbejdslørdage, julemarkeder og fællesspisninger i regi af børnenes skoler, så holder jeg mig nemlig lidt for mig selv, er lidt sær, stille og reserveret, og synes det er svært at tale med andre voksne, jeg ikke kender særlig godt i forvejen. Det er pudsigt hvordan tingene bliver reproduceret over generationerne.
Afslutningsvist, ja, jeg er også udpræget introvert, om end af den type, der bedst får nye idéer og inspiration i dybe samtaler med andre i mindre grupper. Men jeg har et stort behov for alenetid. Besynderligt nok er min ekstroverte og udadvendte datter nok den, der intuitivt forstår mig bedst. Hun læser mig som en åben bog. I går da vi var i badelandet og hun kunne se at jeg var ved at træt af andre mennesker, så kigger hun på mig, tager min hånd og foreslår at vi to skal gå over og se på bassinet med 10-meter vippen – hvor der på det tidspunkt var meget få mennesker. Det gør mig tryg at hun allerede som 7-årig kan afkode den slags – og på samme tid lidt trist, da hun vel ikke burde føle det som sin opgave at ‘håndtere’ sin moody far.
Det blev en længere roman. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere åbenlyst er det for mig, at tiden er moden til at generthed som karaktertræk kan få samme opmærksomhed som introversion. Nu mangler jeg blot at finde ud af hvordan.
- Når man dukker op til arrangementer for generte mennesker og samtidig betegner sig selv som ‘fearless introvert’, så giver det rent konceptuelt ingen mening for mig. Hvis man er introvert, så er man grundlæggende tilpas med sit eget selskab/får energi af at være alene. Man fravælger selv den sociale aktivitet. Man kan godt finde ud af at søge selskab med andre, så en ikke-genert/fearless introvert er vel ikke i nærheden af at have de samme problemstillinger som de generte – uanset om den generte er introvert eller ekstrovert. [↩]