i Kunst, Livet

Evelyn Dunbar – ‘Winter Garden’

I dag havde jeg besøg af min ven Niels-Jacob og hans amerikanske forlovede, der er på juleferie i Danmark fra Washington D.C. Det var dejligt, ikke mindst fordi det er alt, alt for sjældent at jeg ser ham. Men det var selvfølgelig som udgangspunkt også lidt specielt, da det var første gang, at jeg mødte Lydia. Heldigvis var hun en sand fornøjelse. Timerne fløj afsted, og jeg tænker, at de to virker som et fremragende match. Hvilket er rart, når der nu er tale om ven, som jeg holder meget af.

Inden besøget var jeg lidt nervøs. Jeg taler ikke så ofte engelsk længere, så tungen skulle lige omstille sig. Og så er det altid en anelse angstprovokerende for mig at få nye gæster på besøg. Bevares, jeg trives selv fint i mit tumultariske stilforvirring af et hjem, men hvad tænker andre, mere … indretningsmæssigt smagfulde mennesker mon? Måske min frenetiske oprydning til formiddag gjorde en forskel; de virkede i al fald begge til at trives. 

Undervejs gik vi tur i de nærliggende skove. Danmark må være verdens mindst charmerende land, når vejret er som det er i de her dage. Cementgrå himmel, fugtigt, koldt på en marv-og-ben-penetrerende rå måde og ikke antydningen af sol. Det er gudsjammerligt deprimerende. Men hun holdt masken, Lydia, selvom det ikke kan have været nemt.

Årstiden og gåturen minder mig om Evelyn Dunbars maleri ‘Winter Garden’ (1929-1937), som jeg synes rammer stemningen af sneløs vinter i Nordeuropa nærmest perfekt. De blege, grålige jordfarver minder til forveksling om mine omgivelser. Der er noget med lyset her omkring vintersolhvervet, lige inden tusmørket bliver til mørke. Jeg har bemærket den underlige grænsetilstand på mine løbeture i de sene eftermiddagstimer, hvor jeg venter, venter og venter lidt længere, inden jeg tillader mig selv at tænde for min pandelampe, lissom for at teste hvor længe der går før mørket bliver for omfattende til at jeg kan se skovstierne foran mig.

Dunbar har malet samme have i andre årstider, men det er vinteren, der tiltaler mig mest. Der er blevet portrætteret så trættende mange andre frodige, blomstrende midsommerhaver gennem kunsthistorien. Ditto med de romantiserede, snedækkede motiver. Ikke mange skænker den brune, 6 grader varme og smattede vinterudgave af haver mange tanker. Det er synd. Dunbar gør os alle en tjeneste her.

De tog afsted igen efter et timer; forude venter indflytning i deres nye hus og et bryllup i det kommende år. Fremtiden er åben og ekspanderende. Det er skægt, det med livsfaser. Niels-Jacob er kun et par år yngre end mig, men han har først mødt Lydia i en lidt senere alder. Han har stadig alle de familie- og kærlighedsmæssige oplevelser og dilemmaer forude, som jeg har haft de seneste 10 år. Jeg håber og tror det bedste. Personligt (og helt egoistisk) håber jeg brylluppet bliver en anledning for at komme afsted igen. For naturligvis gav besøget mig udlængsel, Fernweh og Wanderlust. Jeg nød det intenst da vi var i D.C. i 2019, og jeg vil virkelig gerne afsted igen. Hvis det kan kombineres med et besøg til bryllup i Georgia, så tager jeg selvsagt også det med.