And Then?

Tilbage i gymnasietiden læste jeg Douglas Couplands – ‘Life After God’, og da jeg – dengang som nu – var en værre emo, så blev jeg især bidt af dette citat:1

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Her mere end tyve år senere er jeg ikke sikker på, at jeg har lært eller forstået Couplands budskab2. Jeg efterlever det i hvert fald ikke. For jeg er fortsat på præcis samme måde. Kan stadig ikke leve i øjeblikket og spekulerer altid frem i tiden. Livet begynder om lidt, vi skal bare lige have overstået X, Y eller Z. Og pludselig er livet gået. Mon du kender mekanismen?

Jeg kom til at tænke på Coupland, da jeg stødte på blogindlægget ‘and then?’:

My question about all this is: And then? You rush through the writing, the researching, the watching, the listening, you’re done with it, you get it behind you — and what is in front of you? Well, death, for one thing. For the main thing.

But in the more immediate future: you’re zipping through all these experiences in order to do what, exactly? Listen to another song at double-speed? Produce a bullet-point outline of another post that AI can finish for you?

The whole attitude seems to be: Let me get through this thing I don’t especially enjoy so I can do another thing just like it, which I won’t enjoy either. This is precisely what Paul Virilio means when he talks about living at a “frenetic standstill” and what Hartmut Rosa means when he talks about “social acceleration.”

I say: If you’re trying to get through your work as quickly as you can, then maybe you should see if you can find a different line of work. And if you’re trying to get through your leisure-time reading and watching and listening as quickly as you can, then you definitely do not understand the meaning of leisure and should do a thorough rethink.

Jeg er ikke typen, der lytter til podcast på 2x hastighed, forsøger at optimere alting og generelt fjerne friktion. Men jeg lider i den grad under, at jeg ikke altid kan svare på ‘og hvad så bagefter?’ spørgsmålet. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har så travlt med de fleste ting i min tilværelse. Eller hvorfor jeg gerne vil have dem så hurtigt overstået, og derfor jager rundt med mig selv og mine omgivelser.

Kunne godt tænke mig at jeg blev bedre til at være mere … tilstede i det enkelte øjeblik. Så livet ikke blot bliver et interlude.

  1. Jeg vil generelt anbefale alle at besøge Goodreads’ righoldige samling af Coupland-citater. Han er et sandt overflødighedshorn af Gen X ironi og pludselig, uventet melankoli og inderlighed []
  2. Det irriterer mig frygteligt at Coupland har været på en litterær deroute siden begyndelsen af 00’erne. For i sin prime i 1990’erne skrev han de her inderligt melankolske ting, som jeg intuitivt kunne (og kan) relatere til. Fra samme bog som ovenfor, ‘Life After God’:

    “And then I felt sad because I realized that once people are broken in certain ways, they can’t ever be fixed, and this is something nobody ever tells you when you are young and it never fails to surprise you as you grow older as you see the people in your life break one by one. You wonder when your turn is going to be, or if it’s already happened.” []

Generthed

Som The Smiths så korrekt noterede i jangle pop mesterværket ‘Ask’“Shyness is nice and shyness can stop you/from doing all the things in life you’d like to”. Det har jeg tænkt en del over under de senere dages bjergvandringer, fremprovokeret af en interessant klumme om generthed i weekendudgaven af Financial Times.

Skribenten går – med udgangspunkt i selv at være genert og med et ønske om at forstå fænomenet bedre – i dybden med forskningen i generthed. Den går overraskende kort tid tilbage. Åbenbart blev den første akademiske artikel, der nævner generthed som genstandsfelt for forskning, ikke publiceret før 1965.

Hvad siger forskningen så? Mjah-mjoh. Først og fremmest er der en masse definitionsfnidder. Er man genert eller introvert? Har man social angst eller er man bare godt gammeldags asocial? Er der tale om et kontinuum, hvor social angst udgør den ene yderpol og udadvendthed den anden? Hvilken etiket skal man egentlig sætte på mennesker, der er socialt tilbageholdende, stille eller blot synes det kan være svært at interagere med andre?

Så er der de mere substantielle uenigheder om, hvad generthed egentlig er. Er det en ‘defekt’ og malign tilstand? Er det et permanent personlighedstræk? Eller er det noget der ‘kan behandles’ eller ‘vokses fra’, eller noget man kan (og bør) ‘lære at tackle’? Er der andre særlige karaktertræk eller egenskaber, der er koblet til generthed – f.eks. introversion eller neuroser? Bunder generthed i usund selvbevidsthed? Er genert noget man ‘er’ eller ‘har’? Givet at 47% af respondenterne i en britisk undersøgelse betegner sig selv om generte, er der så egentlig ikke blot tale om et uønsket, men normalt forekommende karaktertræk hos mange mennesker? I så fald: hvorfor så sygeliggøre det?

Der er kort sagt ikke den store enighed om noget som helst. Altså udover at generthed er – eller bliver opfattet som – et problem eller barriere for den enkelte person.

Definitionscirkuset bliver også sørgeligt evident i klummen, hvor skribenten laver feltstudier i en frivillig organisation:

One Saturday afternoon last winter I attended a meeting of the London Shyness Social Group (LSSG), a volunteer-run community which organises events for people who consider themselves shy, introverted or both. Its online group has more than 16,000 members. “Our aim is to provide a safe space with a wide variety of social events and clear descriptions of what each event entails,” the website reads.

Today’s meeting was in an upstairs room of a Caffè Nero in central London. I was struck by the contradiction of what I was about to do: talk about shyness to a group of strangers. Feeling like a fraud, I wondered if I should ramp up my timidity to fit in, perhaps gaze at my feet? Another meeting was being held across the room, for introverts. Some LSSG members see themselves as both shy and introverted, while others describe themselves as shy extroverts, or fearless introverts.

Det illustrerer meget godt, hvordan genertheds-komplekset stritter i alle mulige retninger – og hvordan det hurtigt kan blive meget navlebeskuende. Fearless introverts? Virkelig?1

De introverte har fået en revival de senere år (især efter udgivelsen af Susanne Cain – ‘Quiet’), og introversion bliver ofte italesat som noget positivt. Der er opstået en hel industri af selvhjælpsbøger, karrierekonsulenter og coaches, der lever af at fortælle introverte mennesker, at de i virkeligheden er meget dybere, reflekterede og klogere end deres flagrende, sjuskede og overfladiske ekstroverte medmennesker. Introversion er i denne optik en tilstand, der muligvis kan være socialt hæmmende, men som i virkeligheden er udtryk for at man er en dyb og eftertænksom person, der tilbyder noget andet (og implicit bedre) gennem ens karaktertræk. At tilvælge sit eget selskab er et radikalt og positivt valg, som vidner om at man søger energi og indsigt gennem ens rige indre verden.

Introverte har med andre ord fået masser af god PR de seneste 10 år. Generte? Not so much.

Min egen (ikke-forskningsbaserede) oplevelse er, at generthed ses som en afart af social angst. At der er en altdominerende samfundsnorm om at udadvendthed og ekstroverte personlighedstræk er at foretrække. At generthed i bedste fald er en tilstand eller et problem, som den enkelte skal ‘komme over’ eller ‘lære teknikker til at håndtere’. At generte børn ofte misforstås eller ses ned på. Der omtales i modsætning til introversion aldrig gode ting ved generthed. Det er en defekt. Man er ikke – som de introverte – et klogere eller bedre menneske, fordi man er genert, indadvendt eller socialt tilbageholdende. Generthed er et svaghedstegn, noget som inferiøre tabere lider af. Man opfattes som asocial eller muligvis arrogant.

Det tragiske er at mange generte mennesker har internaliseret denne samfundsnorm, og derfor også selv mener, at der er noget galt med dem. Det er ens eget problem og man skal lære at kompensere for det. Måske denne internaliserede selvkritik ikke er så underlig. For samfundsnormen om udadvendthed er netop omnipræsent.

Jobopslag nævner som det naturligste i verden ’udadvendthed’ som et ønske/krav til ansøgere til stillinger. I skrivende stund er der 1.581 stillingsopslag på Jobindex, hvor idealansøgeren beskrives som ‘udadvendt’. Hvis ord som genert, eller indadvendt anvendes, så er det konsekvent i betydningen ‘du skal ikke søge dette job, hvis du er [x]’. Hvilke vel kan være rimeligt nok i jobfunktioner som stewardesse eller sælger, men er udadvendthed virkelig et uundværligt karaktertræk i alle stillinger? Hvorfor sortere en ret stor gruppe potentielle ansøgere fra allerede fra begyndelsen?

Det er ikke kun på jobmarkedet, at præferencen for udadvendthed gør sig gældende. Vi har et repræsentativt demokrati, hvor politikerne bliver valgt ved at ‘sælge sig selv’ gennem valgkampe. Det tilgodeser i den grad de udadvendte personlighedstyper. Man skal holde taler, man skal netværke, man skal optræde, man skal have lysten til at møde en masse mennesker, man skal fremstå handlekraftig, man skal kunne sælge og overbevise, man skal kunne debattere i offentlige fora – og helst på en offensiv retorisk vis. Men ingen af disse faktorer siger noget om det reelt vigtigste, som vi som samfund rent faktisk skal bruge politikere til: at træffe kloge, velovervejede og empatiske beslutninger på vores vegne og på et oplyst grundlag – til gavn for det fælles bedste. Hvad valgprocessen derimod fremelsker er politiske kandidater, der elsker rampelyset og opmærksomhed, holder af at være ‘på’, gerne vil bestemme – og ikke nødvendigvis altid sætter det fælles bedste forrest, hvis det betyder at de selv skal træde lidt til side. Mange generte personer vil allerede fra starten sige pænt nej tak til at skulle være kandidat til noget som helst, når det er de præmisser, at valget foregår på. Det er et massivt talenttab.

Og så har vi ikke engang drøftet datingmarkedet, hvor generte personer – på trods af at datingapps muligvis gør det lidt nemmere at tage det første initiativ – alle dage har haft en ulempe. At tage initiativ på dansegulvet er rød alarm for en genert. Og tænk på hvor mange potentielt fremragende par, der aldrig mødte hinanden, eller hvor det gik galt fra starten fordi den ene opfattede den anden som ‘for stille’ og ‘for tilbageholdende’ (eller vice versa: fordi den ene opfattede den anden som ’for overfladisk’ og ’for intens’).

Jeg finder det oprigtigt paradoksalt. Vi er som samfund blevet mere eller mindre enige om ikke at diskriminere på basis af kønsidentitet, etnicitet, religion, politisk overbevisning eller seksualitet. På samme måde bliver egentlige psykiatriske problemstillinger stadig mere aftabuiserede. Hvilket er positivt og en nødvendig udvikling. Men personlighedstræk (og udseende, men det er en anden diskussion) er det fair game at selektere ud fra.

Det er stadig helt legitimt at bede indadvendte mennesker om at holde sig væk fra at søge stillinger. Det er helt naturligt at indrette arbejdspladser efter udadvendt forbillede i form af storrumskontorer, tilmed endda med flyverpladser, hvilket er den genertes absolutte arbejdsmiljømæssige mareridt. Når vi i Danmark taler om at bekæmpe ensomhed, så skal det især ske gennem foreningslivet – institutioner lavet af og for udadvendte mennesker, som det er notorisk vanskeligt og kræver en enorm investering for en genert at blive en del af, især i voksenlivet (hurtig quiz til de generte læsere: hvor mange foreninger har du meldt dig ind i og blevet reelt aktiv i efter dit fyldte 18. leveår? Jeg vil vædde på at svaret er 0).

Jeg bilder mig ikke ind, at den vestlige samfundsnorm om at hylde og belønne udadvendthed og ekstroverte personlighedstræk kan ændres. Den er et grundvilkår, som generte må lægge strategien efter, hvis de vil konkurrere om de samme goder som de udadvendte nyder godt af. Generte har brug for nogle andre redskaber, hvis man vil kunne konkurrere med dem, der har defineret spillereglerne i en kultur, hvor ekstroversion beundres og ses som noget positivt.

Bevares, man kan som genert sagtens lære at kompensere og agere (næsten) som en udadvendt i en udadvendt verden. Jeg gør det selv hver dag. Men det bliver aldrig rigtig naturligt eller godt. Det er drænende i længden. Og selvom de trygge og fastindrammede sociale aktiviteter i London Shyness Social Group er sympatiske, så er de ikke nok – og de gør ikke for alvor noget for at bryde de strukturelle problemer.

Jeg har ikke en løsning (endnu). Men jeg mener – inspireret af de introvertes ypperstepræst Susan Cain – at der er et hul i markedet for at skabe en modbevægelse for generte, der ønsker en ambitiøs karriere. Der vil give adgang til jobs og muligheder. Og på et mere højstemt plan: Det er afgørende at forebygge internaliseringen hos generte af vrangforestillingen om at de er defekte og at der er noget grundlæggende galt med dem. Masser af generte børn bliver misforstået eller set ned på/betragtet som underlige. Masser af generte gymnasieelever (og andre studerende) får dårligere karakterer end deres intellekt berettiger til, fordi de ikke kan konkurrere i opmærksomhedsræset mod de udadvendte og ikke-generte. Det er spild af talent og menneskeligt potentiale.

Og ja, jeg er selv genert og indadvendt. Meget endda. Grænsende til menneskesky og hæmmet. Nej, ikke på skrift, og heller ikke (altid) på tomandshånd eller i mindre grupper, hvor jeg kender mine samtalepartnere. Men her er de kolde fakta:

  • Jeg har aldrig budt nogen jeg ikke kendte i forvejen op til en dans
  • Jeg har aldrig scoret nogen jeg ikke kendte i forvejen til en fest eller i byen
  • I næsten alle mine amourøse foretagender var det ikke mig, der tog initiativet
  • Jeg har aldrig givet en fremmed et kompliment, piftet eller i almindelighed været opmærksomhedssøgende i offentligheden
  • Antallet af gange jeg spontant har initieret en samtale med én jeg ikke kender, kan tælles på en eller to hænder
  • Jeg er fuldt ud i stand til at deltage i arrangementer tilbagetrukket og stille overfor alle jeg ikke kender (eller kun kender overfladisk,) fordi jeg er for genert til at sige noget
  • Jeg var lobbyist i Bruxelles og deltog i masser af receptioner, hvor jeg skulle forestille at repræsentere/sælge dansk landbrugs interesser. Jeg brugte naturligvis det meste af tiden på at stå sky i et hjørne og spise dårlige pindemadder. Vandmiljøet burde takke mig
  • At holde taler og oplæg er stadig grænseoverskridende for mig

I min forældrerolle er jeg også genert. Som skribenten skriver i klummen:

My son turned eight in the first year of the pandemic. At times I noticed him struggling to socialise. When he joined a new football club, he kept himself separate, standing to one side except during matches. “Why don’t you talk to the others?” I said one day. “You’ll enjoy the game more.” “Why don’t you?” he responded. It was a fair accusation. I’d hardly talked to any of the parents. Had I accidentally become a shy role model or was it hard-wired?

Leo er på samme måde. Holder sig lidt for sig selv, er lidt sær, stille og reserveret, og synes det er svært at tale med andre børn, han ikke kender særlig godt i forvejen. Og derfor er det så godt, at han har en super rollemodel i mig. Når jeg er til arbejdslørdage, julemarkeder og fællesspisninger i regi af børnenes skoler, så holder jeg mig nemlig lidt for mig selv, er lidt sær, stille og reserveret, og synes det er svært at tale med andre voksne, jeg ikke kender særlig godt i forvejen. Det er pudsigt hvordan tingene bliver reproduceret over generationerne.

Afslutningsvist, ja, jeg er også udpræget introvert, om end af den type, der bedst får nye idéer og inspiration i dybe samtaler med andre i mindre grupper. Men jeg har et stort behov for alenetid. Besynderligt nok er min ekstroverte og udadvendte datter nok den, der intuitivt forstår mig bedst. Hun læser mig som en åben bog. I går da vi var i badelandet og hun kunne se at jeg var ved at træt af andre mennesker, så kigger hun på mig, tager min hånd og foreslår at vi to skal gå over og se på bassinet med 10-meter vippen – hvor der på det tidspunkt var meget få mennesker. Det gør mig tryg at hun allerede som 7-årig kan afkode den slags – og på samme tid lidt trist, da hun vel ikke burde føle det som sin opgave at ‘håndtere’ sin moody far.

Det blev en længere roman. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere åbenlyst er det for mig, at tiden er moden til at generthed som karaktertræk kan få samme opmærksomhed som introversion. Nu mangler jeg blot at finde ud af hvordan.

  1. Når man dukker op til arrangementer for generte mennesker og samtidig betegner sig selv som ‘fearless introvert’, så giver det rent konceptuelt ingen mening for mig. Hvis man er introvert, så er man grundlæggende tilpas med sit eget selskab/får energi af at være alene. Man fravælger selv den sociale aktivitet. Man kan godt finde ud af at søge selskab med andre, så en ikke-genert/fearless introvert er vel ikke i nærheden af at have de samme problemstillinger som de generte – uanset om den generte er introvert eller ekstrovert. []

Sommerferiestart

Sommerferien nærmer sig. “Den er vist tiltrængt”, bemærkede min altid belevne kollega Claus ved frokostbordet denne uge, “du ser slidt ud”.

Nu har jeg altid bildt mig selv ind at kommentarer beslægtet med ‘du ser træt ud’ pr. definition er et kompliment til mænd (≈ “ih, du ser ud som at du har arbejdet hårdt!”) og en sviner til kvinder (≈ “hvor ser du dog hærget ud!”). Men lige i det konkrete tilfælde var kommentaren vist blot en nogenlunde nøgtern beskrivelse af, hvad han så. Så jeg smilede lidt stramt, alt imens mit indre styrtede sammen; bøjede af og stirrede ekstra intenst på indholdet af min livsforladte sandwich fra et kommunalt storkøkken på det ydre Sjælland.

I øvrigt havde han fuldstændig ret i den æstetiske vurdering. Jeg havde sovet elendigt flere nætter i træk, hvilket kunne ses. Og det er en underlig sommer. Den er jo ikke objektivt dårlig som sådan, det er nogenlunde varmt og alt er … fint. Alligevel går jeg mest af alt indolent rundt i mine små cirkler og plejer mine kedsommelige rutiner. Arbejder, træner, logistik, sover. Ser ikke rigtig frem til noget, hverken på det helt korte sigt eller længere frem. Alting er lidt i gråtoner for tiden.

Men jeg prøver. Og Sommerferien ER på vej. Og da vi skal til Schweiz har jeg (på nu andet årti) virkelig forsøgt (og atter opgivet) at læse Wikipedia-siden om det politiske system i Schweiz. Jeg har lyttet til rap på Schwizerdütsch. Jeg har læst om kunstmuseer i Basel. Jeg har undersøgt rejsetiden til Torino og Verona. Og jeg har læst flere artikler i Neue Zürcher Zeitung for at vurdere om 2023 virkelig er annus mirabilis, hvor mit tysk endegyldigt er blevet så mangelfuldt, at jeg ikke længere er i stand til at læse en højstemt udenrigspolitisk artikel om udviklingen i Mali. SPOILER: det kan jeg stadig. Alt andet havde da også været en falliterklæring for den regerende ejer af ‘Legat uddelt til flittig og interesseret elev i tysk’ fra Aalborg Katedralskole år 2000. Så samlet set vil jeg mene, at jeg er rejseklar.

Jeg læste dog også artiklen ‘Einen ganzen Tag am Strand zu liegen, ist keine gute Idee’, hvor en dermatolog – meget overraskende! – når frem til, at man skal huske at bruge solcreme. Det tænkte jeg meget på i dag, da jeg lå på Nordstrand og blev stegt. Uden solcreme, naturligvis. 

Sommerpels

Se, så blev I også forkælet med en pelset og bleg udgave af de der pinagtige se-mine-velskabte-ben-henslængt-ved-vandet motiver, som befolkede alle influenceres instagramprofiler for år tilbage.

Og jeg vil give dermatologen ret i i hvert fald én ting. En hel dag ved stranden ER en dårlig idé. Mest fordi det er kedeligt. Jeg havde slæbt en bog og en Kindle med, og ingen af delene fik jeg den store glæde af. Der er sand over det hele. Og selvom min svigermor fremhævede vandets lune beskaffenhed, så var det en ondsindet løgn. Det var isnende, nærmest grotesk koldt. Jeg holdt ud under vand i ca. 30 sekunder før jeg måtte flygte.

Heldigvis var vi der kun et par timer, hvorefter jeg (og mine så småt purpurrøde nakke og skuldre) kunne komme hjem i skyggen, og siden en tur i mit surrogathjem i form af træningscentret i Højby.

Rutinerne skal jo passes. Hvor gråtonede de end må være.

Toutes Directions

Jeg er ikke blevet særlig frankofil, på trods af at mine forældre troligt slæbte os på sommerferie i Frankrig hvert eneste år i midt- og slut-80’erne. Mine erindringer er mestendels tågede. Varme. Orangina. Campingpladsswimmingpools. Vinmarker. Orange TGV-tog. Isenheim alteret. Carrefour. Og toutes directions skilte. Naturligvis toutes directions skilte. 

Toutes Directions

Måske skiltene er det enkeltstående fænomen, jeg sætter ubevidst allermest pris på ved Frankrig. At uanset om du er i den mest indavlede lille bretonske flække, eller befinder dig i det mest forhærdede banlieu, så vil der være et barmhjertigt skilt, der viser dig vejen væk. Mod alle retninger. Eskapismen. Vi kender ikke din situation, dine omstændigheder, dit liv eller dit mål, men hér har du vejen til alle retninger. Mod frelse og frihed. Eller forfald og fordærvelse. Hvem ved? De er dine retninger, her er de allesammen, du vælger selv. 

Muligvis jeg skulle blot skulle nøjes med at se toutes directions skiltene, som det de er og er tiltænkt som: skilte der anviser vej mod hovedveje. Men jeg kan ikke lade være med at tolke dybere ting ind i den. Igen har det givetvis noget med min opvækst at gøre. 

Jeg har erindringer om varme julidage på bagsædet af vores hvide Saab 900, klemt inde på midtersædet mellem mine to irritable ældre søskende; Sune altid til venstre, Cecilie altid til højre. Der var faste pladser, visse ting er ikke til diskussion når man er henholdsvis fem og otte år yngre end de andre. Evigt utålmodig og notorisk utilpas fordi jeg blev køresyg, når jeg læste (men alligevel gjorde det, for hvordan skal man ellers få tiden til at gå på bagsædet af en bil i et uendeligt antal timer?). Parkeret et udefinerbart sted i Avignons forstæder. Mine forældre skændes fordi de er kørt galt et eller andet sted; det dårlige vejkort – købt på en tankstation et sted ved en motorvejsudkørsel nær Valence -, ja, det viser simpelthen forkert, siger min far. Min mor er varm og sur, det er midt-80’erne, hun er kun lidt ældre end jeg er nu, og hun havde måske drømt om en mere vellykket flugt fra hverdagen derhjemme, hvor hun er stresset over sin relativt nystartede børnelægepraksis.

Der dufter af lavendler, der må stå nogen buske om bag det stendige, hvor Saab’en nu holder1. Vi bliver først frelst, da en af os (jeg bilder mig ind at det var mig, men jeg lyver nok for mig selv) ser toutes directions skiltet – og vi hen ad eftermiddagen får set antipavernes gotiske palads Palais des Papes. Fundamentet til min skiltekærlighed var lagt.

Sommer 1983

Franske toutes directions i lange baner. Jeg har tilsyneladende været i Rouen engang, i hvert fald hvis man skal tro min fars sirlige optegnelser. Han har været yngre end mig, da hans yngste stod der i ble i pinjetræernes skygge og fortærede en baguette. Hvad mon han håbede på for sin fremtid dengang? På daværende tidspunkt (og de næste 30 år frem) var han gymnasielærer på Aalborg Studenterkursus og livet var ved at sætte ind i den midaldrende rutine. Var det mon drømmen?

 

Efterår 1986

Det er blevet efteråret 1986. Mine forældre er i vinfasen, den indtræffer åbenbart i midt 40’erne, for nu står den på Alsace i efterårsferien. Jeg husker intet fra ferien andet end at vi vandrer op til borgruinen i baggrunden, og at det måske – men kun måske – er arnestedet for for min Wanderlust.

 

Paris 1990

Så kommer der fart på, antallet af mulige retninger er vokset eksponentielt. Muren er faldet, den liberale-demokratiske og kapitalistiske verdensorden har endelig vundet. Jeg plejer mine nudisttendenser ved Cap Ferret i mine – indtil videre – eneste stramme par badebukser. Min søsters hår vokser nærmest poetisk op i Eiffeltårnet, min mor er hvidhåret som 45-årig, min storebror køber Quicksilver surftøj uden nogensinde at have besteget et surfbræt. Soundtracket til det hele er INXS – ‘Need You Tonight’ og ‘Never Tear Us Apart’; man kan ikke se det på billedet, jeg spærrer jo, men Cecilie er iført en INXS t-shirt. Forsanger Michael Hutchence er på dette tidspunkt kæreste med Helena Christensen; jeg siger ikke at det er en drivkraft for min søsters fandom, men det kan ikke have været helt tilfældigt. 22. november 1997 begår Hutchence selvmord på et hotelværelse i Sydney. Min søster er på det tidspunkt au pair i Perth, Western Australia, jeg antager at hun må have været trist til mode. Alle disse mulige retninger.

  1. Den dag i dag forbinder jeg Frankrig med lavendler. Vi har selv en busk stående i haven, den har en underlig beroligende effekt på mig, når jeg føler mig oprørt. Da jeg boede i Bruxelles kunne jeg finde på at gå ind i en L’Occitane butik, alene fordi lavendler har en effekt på mig []

The Marvelification of man

Nu er Odsherred jo som bekendt en nærmest 1:1 karbonkopi af London, så jeg lytter altid ekstra opmærksomt, når Financial Times’ ‘How To Spend It’-redaktør Jo Ellison identificerer en tendens. Denne gang i den, nuvel, angstprovokerende klumme ‘The Marvelification of man’:

When did everybody start looking like Chris Hemsworth? Walking around the City during this recent hot spell, I have been struck by a distinct shift in the thirtysomething male physique. A great many young men seem to have undergone some sort of pneumatic transformation: it is now customary to boast biceps that strain one’s shirt sleeves and shoulders so hench they burst the seams.

That’s if they wear a shirt. Walking past St Paul’s Cathedral on my commute last week, I was beset by dozens of running, shirtless beefcakes all sporting smooth, hairless, bionic chests. Each had extraordinary muscle definition, every contour was exactly bronzed. Dressed in my sad goth summer office outfit, I felt like a weedy extra on the set of Avengers: Infinity War.

City bros pumped on power and muscle have been around for a long time: Tom Wolfe first observed his “masters of the universe”, those buffed titans of Wall Street, in The Bonfire of the Vanities back in 1987. Likewise, the extremely gym-hewn have been a staple of gay-friendly metropolitan centres for decades. Today, however, it has become routine to see young men of every persuasion, from Cupertino to Chelmsford, looking as though they’re mid-transition from puny man-child into the Hulk.

Allerførst: jeg elsker at hun er iført et ‘sad goth summer office outfit’. Vi kunne alle have brug for mange flere sad goth summer office outfits i vores tilværelse.

Dernæst: JESUS KRISTUS OG DEN HELLIGE GUDS MODER, hvordan skal jeg kunne konkurrere med pumpede city bros og de ultratrænede Himbos? Ellison hjælper mig ikke, thi nu er det også min tur til at blive tingsliggjort:

It’s a cruel corollary of the gender-equality awakening that men now feel compelled to aim for completely unrealistic body goals. There are currently alarmingly high rates of body dysmorphia and disordered eating among young men. The ubiquity of social media apps for dating has also revealed cold, hard truths. These are difficult times for the bow-legged and the paunchy: our sex lives increasingly depend on a snapshot that will be examined for an instant before being swiped away. And while women may be expected to resemble Emily Ratajkowski, men must now embody an outlandish standard of perfection that sits somewhere between Love Island contestant and cartoon demigod.

It’s sad, unfair and facile, but men are just as vulnerable to the ills of objectification. You can bring the intellect and deep conversation, but no amount of quoting Dostoyevsky will likely get you laid.

Hvad med bell hooks? Amia Srinivasan? Giver det slet ikke noget, at jeg ved hvem de er? Hallo? Se lige mine bøger? Kan vi ikke tale om det? Hvad med alle mine dyyybe interesser og alle de omhyggeligt opbyggede narrativer om mig selv? Nej? Behøver jeg virkelig det her:

According to my personal trainer, Peter Cobby, mere mortals can obtain the Marvel bod. “That kind of body shape requires seven-days-a-week training, a huge amount of weightlifting and a very prescriptive diet,” he tells me. “However, you’ll find a lot of these guys are cheating and doing three days a week, plus steroids.”

Steroid use is now pretty commonplace among those looking for instant muscle. Certainly, that might help to explain the sudden explosion of he-men in this part of town. Meanwhile, I plan to monitor the situation very closely, as part of an ongoing study on the fallout of the gender wars. Himbos, next time you see a sad old lady staring at you — feel free to remove your shirt.

Oooook. Mere rolig nu. Ikke meget, men dog mere. Jeg må nok blot lære at acceptere, at givet at jeg A) ikke føler et akut behov for at ødelægge vitale kropsfunktioner med steroider og B) trods alt har andet at lave end at sidde hver dag i et sørgeligt træningslokale i Højby og løfte ting, så må jeg parkere Himbo ambitionerne for nuværende. Og så må jeg vel blot håbe på at mine omgivelser stadig vil kunne lide mig i den korte tid der går inden at alle andre mænd får forvandlet sig til Chris Hemsworth.

Tiden før smartphones

OK, det er måske ikke det mest originale take, som præsteres i ‘What Did People Do Before Smartphones? No one can remember.’. Men ikke desto mindre fik artiklen mig til at tænke. For jeg kan ikke nægte at jeg kan genkende dele af det:

Some things are easy to reconstruct. Email came to you at your desk, which means you didn’t receive it while at lunch or once you’d left the office. MapQuest was around, but you had to print out directions before you went anywhere. Photography was less a part of daily life, absent social media on which to post. Some dumbphones had cameras, but they were terrible, and stand-alone digital cameras were still expensive and mostly used to generate images for printing.

Okay, fine, but how did people occupy the time, attention, and perceptual orientation that have now been overtaken by smartphone use? Answering this question seems important, because smartphone use is supposedly deleterious. Extreme use is often blamed for contributing to anxiety, depression, and compulsivity—and almost everyone seems to use these devices to extremes. Smartphones are also said to disconnect us from the world and from one another. Instead of enjoying lunch or tourist attractions, people take photographs of them, frequently to secure approval from their peers, who are also using smartphones. The sociologist Sherry Turkle famously lamented how these devices encourage people to live “alone together.”

I asked some middle-aged friends to think back to life in the old days, when we still lived together together—and then to tell me what they remembered doing. “What the heck did I do?” one replied. Some fragments of childhood life could be recovered: shooting hoops in the driveway, or passing notes in class, or burning time hunting for friends to burn time with. But the nature of our idle life as adults evaded memory. Even surfing the early web, the precursor to today’s scrolling, was made tedious by slow connections. Other things took longer too: consulting a paper map before driving anywhere, finding and then conversing with a salesperson to select an appliance. Daily non-activities—waiting at the supermarket line, sitting in traffic, walking the dog—took place under different circumstances. Worse ones.

A spine-chilling revelation: We couldn’t remember what we did because there was nothing to remember having done. We did nothing, and it was horrible. Filling the nothingness with activity of any sort became a constant exercise.

I cannot overemphasize how little there was to do before we all had smartphones. A barren expanse of empty time would stretch out before you: waiting for the bus, or for someone to come home, or for the next scheduled event to start. Someone might be late or take longer than expected, but no notice of such delay would arrive, so you’d stare out the window, hoping to see some sign of activity down the block. You’d pace, or sulk, or stew.

The despair that accompanied this dead time implied and almost required an existentialist orientation to life itself: absurd and pointless, a sea of doldrums that never washed up to shore. My generation’s penchant for malaise must be a direct result of being alone with ourselves so much, with so little reason. We’d read an oral-hygiene pamphlet or a shampoo bottle. We’d follow the smooth-spinning hands of the clock. Yes, sure, other and better and more useful acts were possible, but only if we knew in advance exactly how much time we had to kill, and where, and under which circumstances. But we never did know until it was too late.

Before smartphones, people didn’t invest their in-between time into forging social bonds or doing self-improvement. They mostly suffered through constant, endless boredom. So let us not lament or malign the time we waste on smartphones, at least not so much. It is bad to be seduced into argument or conspiracism, to shop or lust or doomscroll, to bring one’s job into the dentist’s chair or the living-room recliner. But it was also bad to suffer the terror of monotony. Now there is too much happening, but before, ugh, nothing ever happened.

Jeg er … usikker på, hvad jeg lavede før i tiden. Som barn og tidlig teenager læste jeg en masse. Jeg dyrkede karate to gange om ugen, var en genert og kejtet stræber, der gjorde rent fire gange om ugen i min mors lægepraksis. Jeg gik til gymnasiefester, blev afvist af piger og undgik slagsmål i Jomfru Ane Gade. Og jeg tror i almindelighed at fjernsynet og siden PC- og konsolspil underholdt mig og mine ligeså nørdede venner.

Men som ung voksen? Jeg havde ikke en mobil før jeg blev 17, men nettet fyldte meget allerede inden da, og jeg tilbragte mange timer i gymnasiets IT-lokale sammen med de andre blege drenge med en udfordrende aknesituation (har man stadig den slags lokaler? Jeg tvivler, tiden må have udslettet dem. Men mine forældre var virkelig længe om at få en blot moderat udholdelig netforbindelse derhjemme, så jeg var tvunget til at sidde de gustne steder og flygte fra virkeligheden), hvor jeg chattede med andre socialt akavede mennesker fra eksotiske destinationer som Viborg, Skælskør og endda Ishøj. I årene frem til at smartphones for alvor blev en ting, så tilbragte jeg min digitale tid foran en laptop, hvor jeg lavede uproduktive ting som at skrive navlebeskuende blogindlæg. Hvor dejligt at den pinlige fase i mit liv er ovre!

Jeg kan også sagtens huske, hvor usandsynligt kedeligt det var at vente, når der ikke var noget at fylde tiden ud med. At stirre på uret mens tiden blot skulle gå. At som 11 årig at vente utålmodigt i forhallen i KFUM-hallen på at min far fik snøvlet sig sammen til at hente mig efter endnu en af de håndboldtræninger, hvor jeg blev drillet og som jeg hadede så intenst, men ikke ville give op overfor (FORTÆLLEREN: Han gav op efterhånden, men bevarede sit altfortærende had til håndbold). Det tog en evighed og jeg vil ikke ønske det for nogen at den tid kommer tilbage. Men igen: vi er i min barndom og ungdom. Og jeg har kun diffuse minder om det nu.

Jeg har heller ikke for alvor været nødt til at kede mig som voksen. Jeg prøver af og til demonstrativt – f.eks. når jeg er i offentlig transport og har glemt min Kindle – at vise mig selv, hvor dygtig jeg er til ikke at fiske telefonen frem. Bare sidde der og være fuldkornsagtig, virkelig tilstede i netop det enkelte øjeblik, reflekterende og helt, helt nærværende. Skabe ægte og meningsfulde bånd til mine medmennesker. Men det føles formålsløst. Dels er det kedeligt. Dels sidder alle andre og kigger ned i telefoner. Dels kunne jeg jo aldrig drømme om rent faktisk at tage kontakt og interagere med et fremmed menneske, når jeg er i det offentlige rum. Så hvad er helt præcis pointen med at lade som at jeg ikke sidder og drømmer om et andet sted?

Jeg læste ironisk nok artiklen samme uge, som der var nedenstående pædagogisk opbyggelige artikel i Børneavisen1:

IMG 3775

Så vanen tro gælder der andre regler for børn, end der gør for voksne. Børn må gerne kede sig, det er faktisk sundt for hjernen. De har brug for et mindre-skærm-og-brug-din-fantasi regime. Men ikke for mig. Min hjerne skal fandeme ikke sidde dér og “beskæftige sig med indre ting”. Det lyder aldeles rædsomt og som en decideret dårlig idé, hvis jeg skal være ganske ærlig.

 

 

  1. Ja, jeg lever stadig i den vrangforestilling, at hvis blot jeg eksponerer mine børn for læsestof ubønhørligt og konstant, så får de samme usundt narkomane forhold til læsning og nyheder, hvorfor jeg troligt abonnerer på en papiravis for børn []

Ritualer

Til brylluppet i weekenden tænkte jeg over ritualer. Hvilken rolle de spiller i et menneskes liv. Hvilken værdi, jeg selv tillægger dem i min egen tilværelse.

Det korte svar er: meget lidt. Eller, jo, bevares, i den helt lille skala har jeg da små rutiner/ritualer, som jeg strukturerer min hverdag efter. Når jeg bestikker mig selv med en proteindrik efter træning, eksempelvis. Manglende overholdelse af det ritual påvirker mit humør i uhørt grad. Det føles forkert hvis det ikke er der. Den åndsvage omgang sødestofbefængte mælkeblanding giver mig mening på et mikroniveau.

Men der er meget få ‘livsbegivenheder’, sceniske manifestationer eller større ritualer, der har meningsskabende eller sakral betydning for mig. Og at det i virkeligheden nok er en svaghed, at jeg ikke er særlig god til at højtideligholde eller at fejre ting. Ville ønske jeg var bedre til det i stedet for blot at kværne videre. Det er nok koblet til, at jeg er sjældent lever i nuet, men i stedet ofte er fortabt i en eller anden arbitrær fremtidsspekulation. For hvorfor fejre NU, når man kan være bekymret for i morgen (eller overmorgen)?

Det gør mig af og til også blind overfor betydningen af de ritualer, som betyder noget for andre. Som eksempelvis et bryllup. Rent intellektuelt forstår jeg naturligvis brylluppets sociologiske betydning som institution. Jeg kan også godt se, hvad det er for en psykologisk meningsskabende (selv)fortælling om kærlighed, troskab og løftet til hinanden, som et bryllup giver den enkelte.

Men ét er den cerebrale erkendelse, noget andet er at føle vigtigheden af ritualet. Men dér er jeg ikke rigtig. Jeg ville aldrig selv kunne lægge de kræfter, den omtanke eller de ressourcer i et bryllup, som der var blevet lagt i det, vi var til her i weekenden.

Men noget skal jo være helligt, selv for en sekulariset skeptiker som mig. Vil finde ud af, hvad de ting så er. Og blive bedre til at højtidigeligholde dem.

Slips

Der var engang hvor jeg stadig var ung, smuk og troede på det gode i mig selv og andre. Hvor jeg hver morgen stod op i lejligheden i Rue de Livourne, tog min lobbyistuniform bestående af skjorte, slips og jakkesæt på, hvorefter jeg trissede sirligt afsted gennem Ixelles mod mit kontor med udsigt over Place de Luxembourg og Europa-Parlamentet. Dengang kunne jeg binde et slips i søvne; nu står jeg her dagen før et bryllup og øver mig med youtube-videoer. Der er givetvis en lærerig morale i hele denne forfaldshistorie, men jeg ved ikke helt hvad den er.

Ambiguity

Vidunderlig klumme, ‘Learn to love ambiguity’, af min yndlingsskribent Janan Ganesh:

To the After Impressionism show at the National Gallery. There is a Georges Seurat landscape so hazy that I can’t tell if I am looking at sand or wheat. There is a Picasso portrait so fractured in perspective that three-quarters of the sitter is lost. As for the customary “Mont Sainte-Victoire”, Cézanne makes the kilometre-high rock look as though it might blow away in the next breeze. Nothing is certain here. Nothing is fixed.

And that, around the turn of the 20th century, is what so upset audiences. It seems there is a psychic need for structure and order in a meaningless world. Not all of us feel it. But those who do can feel it to the nth degree.

This is the real root of evil, isn’t it? Greed, yes, but for clarity, not for cash. It drives people to embrace political dogma rather than live with ambiguity. We are at the beginning of the end of one such phenomenon. I think the cultural left peaked in 2020. Listen to the derisive connotation of the word “woke” now. Look at newspapers, once all-in on this stuff, edge back a bit. But don’t cheer. Because it will be something else next. What “activists” of the left were looking for wasn’t that dogma, but a dogma: a system of thought that clarifies the farrago of real life into categories (“patriarchy”) and rules (“do better”). Exactly which system meets that demand at a given time is a matter of chance and fashion.

After Impressionism covers 1880 to the Great War. In that era, or thereabouts, Marxists and Freudians tried to bring the exactitude of Newtonian physics to the clutter of human affairs. Historical laws were “discovered”. Human behaviour was taxonomised. One of these dogmas would go on to sweep about a third of the world. The other, in the form of psychobabble, still has a grip on educated urbanites in the west. It is there when someone tells you their Myers-Briggs type. It is there when behaviours too banal to need labelling are called “gaslighting”. This isn’t just upper middle class boredom at work. It is a deeper-seated urge to impose order on a world that has disturbingly little.

In the end, then, the Impressionists and Post-Impressionists lost. Yes, art was changed forever. But the world outside art remained the same in its desperation for certainties: for clean lines of thought, if not of paint. What happened to European politics in the first half of the 20th century is the deadliest example. Others are just frivolous. It is impossible to be single without noticing the awesome persistence of astrology among otherwise rational adults.

If I see this craving for certainty everywhere, it is because I am so much the other way. My three favourite cities in the world — London, Los Angeles, Bangkok — are defined by a lack of definition. There is no master plan, no architectural coherence, no telling from the look and atmosphere of one street what to brace for in the next.

Undskyld den voldsomme citation, men jeg er decideret opstemt. Først og fremmest over referencen til min absolutte yndlingsperiode i kunsthistorien. Dernæst: at uanset om man er enig i den lidt vel forsimplede opdeling af menneskeheden i dogmatiske, neurotiske strukturfascister vs. åbensindede bonvivant spontanitetselskere, så er der noget potens i det grundlæggende argument:

At verden er kaotisk, meningsløs og præget af inerti, men at de fleste mennesker vedholdende forsøger at applikere mening, klarhed og struktur til tilværelsen. At uanset om det drejer sig om klassisk eller sekulariseret religion (politiske ideologier, karriere, personlig udvikling, moderskabet, skønhedsidealer, den snorlige græsplæne, virtue signalling, bæredygtigt forbrug, statusmarkører, personlig branding – indsæt selv din egen Ersatz-religion her), så er behovet for en meningsfuld, klarhedsskabende og strukturerende fiktion om en selv og ens plads i kosmologien konstant. Og at dette behov for struktur, mening og klarhed kan have uintenderede og negative konsekvenser for én selv og andre, både på det personlige plan og aggregeret til samfundsniveau.

Jeg er splittet.

På den ene side nærer jeg rent intellektuelt en afsmag for planlægning, struktur, styring og højmodernisme. Intet kan få mit blod til bruse mere rasende end Le Corbusier. Jeg dør indeni, hver gang jeg er i Ørestaden. Og jeg har det intenst vanskeligt med mennesker, der gerne vil fortælle andre at de lever forkert.

På den anden side må jeg tilstå, at jeg selv har et stort emotionelt behov for at tillægge ting, begivenheder og min tilværelse mening og klarhed. Jeg trives heller ikke selv specielt godt i ambivalente og udflydende tilstande. Et stykke tid, måske. Men derefter vil jeg også gerne have ‘klare linjer’ og forfalder til at betragte verden gennem diffuse ‘principper’, ofte af bedagede protestantisk-arbejdsetisk karakter (Max Weber ville elske mig, tror jeg).

Men jeg må jo lære det. At sammenhængen mellem den virkelige verden og min egen fiktive konstruktion af orden bryder sammen. Og at det i en verden med konstante kriser og stigende usikkerhed, kun bliver værre. Måske vejen – som Ganesh siger det – er at lære at elske tvetydigheden. Men nemt er det ikke.

Embargo

Der var et tidspunkt i Trumps præsidentperiode, hvor jeg næsten (men også kun næsten) havde held med at kvæle mit patologiske behov for at følge med i nyhedsstrømmen. Det blev for meget, for skørt, for drænende. Jeg forsøgte ihærdigt at ignorere de gakkede udmeldinger og en verden, der tilsyneladende faldt fra hinanden. Først langsomt – og siden drastisk.

Siden stilnede tingene en smule af og jeg begyndte igen at injicere mig selv med nyheder. For så igen kort tid efter at implodere med polykriser, Ukraine, inflation, USA-Kina animositet og det dramatiske bagtæppe af biodiversitets- og klimakriserne.

Det kan jeg altsammen godt håndtere. Eller i hvert fald undertrykke. Men jeg magter ikke endnu et gerontokratisk amerikansk præsidentvalg.

Jeg er sikker på at der findes valide og ikke direkte usammenhængende argumenter for, hvorfor det er en god idé at kandidaterne skal være over 80 år. Men jeg forstår det ikke. Og jeg forstår endnu mindre, at vi nu igen skal igennem år med Trump-hysterese. Allerede nu er New York Times umulig at læse, og danske medier er også godt i gang.

Tror at en ny nyhedsembargo begynder at blive aktuelt.

God tro

Det sker ikke så ofte, men nogen gang gider jeg godt læse maxistiske analyser af forskellige emner. Og ‘A Marxist View of Tolkien’s Middle Earth’ var helt klart en af dem. Essayet indeholder mange tankevækkende indsigter, og er værd at læse alene for regnskabet over, hvor mange år Aragorn var i ædelt cølibat (svar: 80 år).

Selvom skribenten åbenlyst er en fan, så ser han også de mere reaktionære sider af Tolkiens forfatterskab. Det wrestler han så lidt med sig selv om. Kan man som revolutionær socialist virkelig holde af en kvindeforladt, feudal og kristent-konservativt univers (svar: ja). Det var i forlængelse af disse kvaler særlig denne passus i essayet, som jeg i særlig grad kom til at tænke over:

Like Leon Trotsky, who put the matter very clearly in his essay “Class and Art,” and Marx, judging by his fondness for Aeschylus, Shakespeare, and Balzac, I do not think artistic merit or demerit can be read off from the artist’s progressive or reactionary ideology, even where that ideology is strongly embedded in the work.

For example, the evident fact that Rudyard Kipling, T. S. Eliot, Ezra Pound, D. H. Lawrence, W. B. Yeats, William Faulkner, and Louis-Ferdinand Céline were right-wingers of one sort or another does not make them poor writers or necessarily inferior to say, William Morris, Robert Tressell, George Orwell, W. H. Auden, Upton Sinclair, and Edward Upward of the left. I do not even accept that the revolutionary implications of Percy Bysshe Shelley’s “Ode to the West Wind” make it a greater poem than John Keats’s “escapist” “Ode to a Nightingale.”

Jeg kan intuitivt godt lide det argument; at den kunstneriske værdi af et værk som udgangspunkt ikke bliver hverken bedre eller ringere alt efter kunstnerens (identitets)politiske observans.

Argumentet kan måske ikke bruges in extremis. Der er f.eks. efter min mening få (nej, faktisk ingen) argumenter for at betragte personerne på Die Gottbegnadeten-Liste som respektable kunstnere. Og jeg ved, at ganske mange identitetspolitiske krigere på alle fløje slet ikke kan få nok af at aflyse de kunstnere og personer, som forbryder sig mod lige netop deres normer. Men som overordnet princip kan jeg sætte pris på det. At man møder og evaluerer kunsten som kunst, og ikke ud fra dens skabers ideologiske renhed (eller mangel på samme). 

Det fik mig til at tænke over om jeg egentlig selv handler sådan i praksis, når jeg nu sidder her og er så hellig og ulideligt principiel. Vel egentlig ikke? Da jeg var på biblioteket for nylig, så stod jeg jo sådan set med en Carsten Jensen bog i hænderne og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg endte med at tænke ‘fandeme nej’ og stille den tilbage på hylden. Mine … ambivalente følelser for debattøren Carsten Jensen overskyggede min lyst til at udforske forfatteren Carsten Jensens skønlitterære værker. Så jeg fejler jo åbenbart selv i praksis. 

Hvad kan jeg gøre for at rette op på miseren? Grundlæggende lider jeg i en fremskreden alder stadig af utidig idealisme, ligesom jeg har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermas-agtig herredømmefri samtale. Jeg tror derfor at jeg vil øve mig på, at jeg som udgangspunkt skal tillægge mennesker andre god tro. For et par år siden stødte jeg på ‘the Long Now Foundation debate formate’, som jeg synes er inspirerende:

As part of the seminar series, there are occasionally debates on areas of long term concern, such as synthetic biology or “historian vs futurist on human progress”.

The point of Long Now debates is not win-lose. The point is public clarity and deep understanding, leading to action graced with nuance and built-in adaptivity, with long-term responsibility in mind.

In operation, “There are two debaters, Alice and Bob. Alice takes the podium, makes her argument. Then Bob takes her place, but before he can present his counter-argument, he must summarize Alice’s argument to her satisfaction — a demonstration of respect and good faith. Only when Alice agrees that Bob has got it right is he permitted to proceed with his own argument — and then, when he’s finished, Alice must summarize it to his satisfaction.”

Mutual understanding is enforced by a reciprocal requirement to describe the other’s argument to their satisfaction, with the goal being more understanding after the event than there was beforehand.

Måske det er et godt første trin næste gang, jeg diskuterer noget med andre eller blot når jeg skal fortolke andres udsagn? At jeg i stedet for at opstille ’stråmænd’ af den andens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), i stedet opstiller ’stålmænd’ – altså tvinger mig selv til at anvende god tro og forholde mig til en så stærk og ægte form af den andens argumentet, som muligt.

Det bliver ikke nemt. Kødet er svagt og jeg har det med at forfalde til ironi. Men jeg kan passende begynde med at tillægge Carsten Jensen god tro, og læse hans bøger for det de er: kunstværker, som skal vurderes ud fra deres kunstneriske kvalitet (og ikke på at Carsten Jensen formodentlig synes jeg er et slet menneske).

Styrkemangel

Hvis man skal vinkle det meget positivt, så er det vel en noget af en bedrift, at jeg undgik at forstrække min Gluteus maximus. Og jeg kom heller ikke til at tabe nogen tunge ting, hverken på mig selv eller andre. Men derudover var mit første besøg i et motionscenter i +8 år mildest talt afskyeligt og drømmeknusende.

Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til, hvor svag jeg er blevet. Det er som at stå for bunden af Karakoram bjergene, kigge op og indse, at ja, der ER såmænd 8 km, snestorm, iltdepravering, groteske stigninger og utiltalende selskab med svedige mennesker på begrænset plads forude, inden vi når toppen.

Føler jeg er inde i habile kardiotræningsrutiner, men det bliver et slid at komme tilbage i et styrketræningsregime. Bevares, jeg har aldrig været en pumpertype, men der er noget … humbling (hvad siger man på dansk? Ydmygende? Realismeinducerende?) ved at ikke at kunne løfte tungere ting, end den udmagrede pensionist, der var ved maskinen før mig selv.

Vejen er med andre ord lang. Men jeg må se om jeg ikke kan få konstrueret nogen positive oplevelser ved træningen, så jeg holder fast i det.

Nattog

Nu – efter 9 timers søvnløs gadung-gadung-gadung (kun afbrudt af lyden af aldrende stålelementer, der hviner mod hinanden) – ved jeg så, at konceptet ‘nattog’ og jeg ikke bliver gode venner.

København

Tilbragte det meste af sidste weekend i København. Dels til en familiefødselsdag lørdag eftermiddag, dels til en julefrokost med gamle kolleger samme aften. Begge dele var hyggelige og givende sociale begivenheder med mennesker, som jeg ser for sjældent (og måske i det daglige fortrænger, hvor meget jeg savner).

Det blev så sent at jeg på forhånd havde besluttet at skåne mig selv for den sjæleødelæggende natlige togtur henover Sjælland til de ydre provinser. Søndag morgen inden hjemturen forsøgte jeg at uddrive alkoholen med en løbetur i mine gamle områder: Njalsgade, Axel Heides Gade, Amager Fælled, Kalvebod Brygge. De lignede sig selv dér i den tågede og mørke morgen; jeg følte en ikke ubetydelig nostalgi og affektion for København netop da.

Jeg fortryder ikke at vi rykkede fra Islands Brygge til Roskilde – og så for to år siden videre til Odsherred. Livet i naturskønne omgivelser og stærke, nære lokalsamfund tilbyder noget andet, end det vi ville kunne få i hovedstadsområdet. Familien trives, det var det rigtige at gøre.

Men der ER en distance. Både i fysisk og mental forstand. 

Det slog mig særligt under en tur i s-toget, at der var – gisp! – unge mennesker til stede. I alle mulige former, farver og faconer. Bevares, der var også ældre i toget, det centrale var den eklektiske sammensætning, jeg er blevet afvænnet fra de senere år. Diversiteten var også af intellektuel karakter. I s-toget sad en person og læste en Stefan Zweig-bog. En anden lignede Mads Holger genopstanden fra de døde. Skråt overfor sad individer med piercinger obskønne steder. 

Det er på en eller anden måde efter et par år i den ret monokulturelle provins (i kombination med for få udlandsrejser) ubevidst lykkedes mig at glemme, hvor divers og spændende verden også kan være. Jeg er blevet så vant til, at jeg (en grånende og konventionel knudemand) som regel er blandt de yngste til stede, når jeg kommer steder i Odsherred. At der mest af alt deltager ældre mennesker (med ældre menneskers interesser, tankegange og bekymringer), at gråt hår er den altdominerende lokale egnsdragt. At jeg bliver betragtet som meget (quote) alternativ (unquote) fordi jeg afleverer børn i en ladcykel. 

Det bekymrer mig lidt. Om hvad konsekvensen er af ikke i samme grad at blive udfordret og stimuleret af noget yngre, anderledes, dynamisk. Om jeg får de fornødne input, udfordringer og samtaler. Om jeg er i intellektuel og åndelig stagnation. Om jeg over tid ubevidst får et indsnævret udsyn og manglende indsigt. 

Konklusionen må være, at jeg skal gøre mere for at opsøge de ting. Jeg må læse mere, lytte mere, tale mere, gøre mere sammen med andre. Opsøge de gode og spændende mennesker, som jeg ved er herude. Og så må jeg sørge for indoktrinere børnene, så de får stimuleret udsynet og nysgerrigheden overfor verden udenfor. Måske en Københavnstur i januar?