Årets bøger 2021

Året har været noget af en læsemæssig mavepuster for mig. Med 25 afsluttede bøger var 2021 mit suverænt mindst læsende år siden jeg begyndte at føre regnskab i GoodReads (hvilket begyndte i 2014). Adskillige af bøgerne var endda fra samme underlødig urban fantasy serie. Og da jeg så listen igennem slog det mig, at ingen af bøgerne for alvor fejede benene væk under mig. Det var især vanskeligt for mig at finde en årets nonfiction oplevelse, faktisk min læsning af nonfiction er mere eller mindre kollapset. Mildest talt et personligt udviklingspunkt for 2022.

Årets skønlitterære oplevelse

This Eden

Ed O’Loughlin – ’This Eden’

Kommentar: Den første roman jeg har læst, hvor COVID–19 er en del af baggrundsstøjen. En spionhistorie/technothriller/speculative fiction med et paranoidt og afsindigt spændende plot. I et stærkere år var O’Loughlin ikke endt på førstepladsen, men ‘This Eden’ var min bedste og mest fornøjelige læseoplevelse i 2021.

Årets nonfiction oplevelse

Patrick Radden Keefe Say Nothing Patrick Radden Keefe – ‘Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’

Kommentar: Igen en god, men ikke fantastisk bog – der dog var langt bedre end de (få) andre nonfictionbøger, jeg fik læst i år. Radden Keefe er skribent på The New Yorker, hvilket altid er en garant for at en forfatter er velskrivende. Det er også tilfældet her, og Radden Keefe sætter et tragisk mord ind i en større politisk-historisk kontekst.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Ben Aaronovitch – ‘Rivers of London’
  • Guillermo del Toro & Chuck Hogan – ‘The Hollow Ones’
  • James S. A. Corey – ‘Leviathan Falls’

Kommentar: Jeg nød disse tre helt igennem underlødige og slaske genrelitterære bøger. Efterfølgerne til Aaronovitch var lidt op og ned, mens jeg ser frem til at del Toro og Hogan udvider horroruniverset fra ‘The Hollow Ones’.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Aaronovitch – ‘Moon Over Soho’
  • Ben Aaronovitch – ‘Whispers Under Ground’
  • Ben Aaronovitch – ‘Foxglove Summer’
  • David Gray – ‘Liminal Thinking’
  • Dov Alfon – ‘A Long Night in Paris’
  • Angus Burgin – ‘The Great Persuasion: Reinventing Free Markets Since the Depression’
  • Matthew Quirk – ‘The Night Agent’
  • Jane Harper – ‘The Lost Man’
  • James Brabazon – ‘Arkhangel’
  • Terryl Givens – ‘Mormonism: What Everyone Needs to Know’
  • C.A. Bayly -‘The Birth of the Modern World, 1780–1914: Global Connections and Comparisons’
  • M. Todd Henderson – ‘State of Shock’
  • Carsten Staur – ‘Dansk udenrigspolitik i 250 år’
  • Georges Perec – ‘En mand der sover’
  • Wolfram Eilenberger – ‘Troldmændenes tid’
  • Shane Parrish – ‘The Great Mental Models’

Kommentar: En række meget forskellige bøger, vanen tro domineret af genrelitteratur. De fleste er ok (som i 4 ud af 6 stjerner), men langt fra banebrydende. Kan se at jeg i 2021 kun læste én eneste ren science fiction og ingen rene fantasybøger. Måske jeg skal genopdage de to genrer igen, det er jo ikke fordi vi mangler anledninger i vores pandemiske verden til at søge i indre eksil med eskapistiske fortællinger.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • Cal Newport – ‘A World Without Email’
  • Michael Böss – ‘Liberalismens vildfarelser’
  • Ben Aaronovitch – ‘Broken Homes’

Kommentar: Den eneste reelle skuffelse her var Newport, hvis bøger jeg ellers har været mildt stimuleret af i almindelighed. Böss bogen købte jeg efter at Weekendavisen havde omtalt ham, men jeg fandt ikke nye argumenter eller indsigter, som jeg ikke havde læst fremført bedre (og mindre selvtilfredst) før. Aaronovitch havde en offday og burde have taget en skrivepause.

Bøger jeg gik i stå i

  • Walter Scheidel – ‘Escape from Rome: The Failure of Empire and the Road to Prosperity’

Kommentar: For lang, for trang, for kedelig – også selv hans centrale tese (om at tiden efter romerrigets fald ikke er en mørk periode, men snarere rummer kimen til alt godt) egentlig er både provokerende og tankevækkende.

Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918’

Læser netop nu i Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918.

Det er en forunderlig bog. Dels er det lykkedes hende at skrive en populærhistorisk bog, der ikke behøver 768 sider for at behandle sit stof fyldestgørende. Dels er det rart at læse en begavet behandling af denne del af tysk historie, hvor perioden ikke alene ses som præludiet til barbariet i 1933-1945, men som noget med værdi i sig selv. Dels har bogen ledt mig på utallige afstikkere på Wikipedia under læsningen. Hvem havde troet at jeg skulle fortabe mig på siderne om Weltpolitik, Deutsch-Neuguinea og Namibias løsrivelse fra Sydafrika i 1990? Nuvel, det skete altså.

Mest af alt får bogen mig til at indse, hvor lidt jeg reelt vidste (og ved) om Tyskland før år 1900. Det havde ikke slået mig, hvor ung en stat Tyskland er – og hvor mange af de kulturelle stereotyper, vi i dag reproducerer om tyskere, blev fremelsket og dannet af den nærmest hysterisk omnipotente Bismarck. Det er stærkt fascinerende.

Endelig er det vanskeligt at stå for preussernes bombastiske overskæg og den ferme strategiske anvendelse af bakkenbarter. Ja, undskyld, men det er bydende nødvendigt for mig at bringe et billede af såvel Kaiser Wilhelm 1. og siden hans berygtede barnebarn Kaiser Wilhelm 2.

Det er slet, slet ikke til at stå for. Hoyers bog får min varmeste anbefaling alene for den nærdødsoplevelse det er, at se et så virilt moustache udfolde sig i det fri.

Biblioteker

Nogle af mine bedste minder fra barndommen er de utallige eftermiddage jeg tilbragte på det lokale bibliotek i Aalborg sammen med min far. Det var blandt boghylderne i børneafdelingen af Hasseris Bibliotek, jeg lærte at elske at læse. Og det var velsagtens også her, at jeg udviklede en eller anden basal form for intellektuel nysgerrighed.

Generelt tror jeg ikke man kan overvurdere den betydning, som velfungerende biblioteker har for at skabe grobund for dannelse og læselyst hos mennesker. Biblioteker er blandt de vigtigste samfundsinstitutioner, synes jeg.

Det er dog efterhånden nogle år siden, at jeg reelt har benyttet et bibliotek. Deres tilbud har ikke rigtig fanget mig i den fase af livet. De skønlitterære (og ofte engelske) bøger er blevet læst på min Kindle. De faglitterære har været på engelsk og er købt på Amazon. Og udvalget på bibliotekerne i henholdsvis Hjørring, Aalborg og København har ikke rigtig kunne lokke mig ind.

I lørdags var vi dog forbi Roskilde Bibliotek med Leo.

Bibliotekerne får en ny rolle, når man bliver forældre. De er gyldne muligheder for at komme ud af lejligheden, og er som regel indrettet til at børn kan slå sig løs. For de mindste er der legesektioner og steder man kan tegne. For de lidt større børn er de gode biblioteker indrettet, så man får lyst til at bruge time efter time på at gå på opdagelse og læse. Og de voksne kan også finde noget at lave, så pengene passer. Lidt ligesom de gjorde for min far og mig dengang i 1980’erne.

Roskilde Bibliotek er virkelig stort, og er tilmed et slags kulturhus. De har mange tilbud, et stort udvalg af materialer og er decideret flot. Hvis man skal være lidt bureaukratisk anlagt kan man sige, at det er et af den slags biblioteker, der kan lade sig gøre når man centraliserer ressourcerne og lukker de små biblioteker rundt omkring i kommunen.

Vi havde en virkelig fortrinlig formiddag på biblioteket. Leo elsker i forvejen sine bøger derhjemme, og var stærkt begejstret for børneafdelingen. Jeg imødeser, at vi kommer til at tilbringe mange timer der i årene frem.

Selv blev jeg ramt en anelse af nostalgi, da jeg fandt Yoko Tsuno tegneserier. Jeg elsker Yoko Tsuno serien, især mesterværket ‘Dragen fra Hong Kong’1. Det er meget sandsynligt, at jeg påtvinger Leo den serie engang i fremtiden.

Hvad med jer? Hvornår benyttede I sidst jeres lokale bibliotek?

  1. Hint: Dragen er en ROBOT!!! []