Som så mange andre har jeg nærstuderet min ‘Spotify Wrapped’ og tænkt, at det dog var en frygteligt afslørende liste. Det er så tarveligt og vulgært at se ens reelle musikstreaming-tal på den måde. Det opleves som et mindre overgreb. Ligesom i 2023 nægter jeg derfor at bruge den sørgelige wrapped-oversigt til at lave min liste over de vigtigste 40 sange for mig i året der gik.
Jeg har derfor i stedet:
- Foretaget en retrospektiv gennemlytning af de 1.010 sange, jeg siden 1. januar 2024 har tilføjet på min autoritative playliste for alt den musik, jeg opdager, kan lide og opsamler. Jeg er nådesløs i skæringsdatoen. Det kan således sagtens være, at Faye Websters søde ‘I Know You‘ lavede sommerfugleflyv i mit hjerte i løbet af 2024, men bare ærgerligt: den blev tilføjet min playliste 30. december 2023 og der er dermed ikke i betragtning1,
- De 35 sange er udvalgt ud fra håndfaste og utvetydige kriterier som ‘himmelstræbende melankoli’, ’tilpas blipblop-electronica mystik’, ‘effektfuld på løbetur i snasket skovbund’ eller ‘upassende, men hjerteskærende lyrik’. Med andre ord helt objektive og letforståeligt krav.
2024 var mindre musikalsk manisk end året før. Jeg begyndte at følge en række ugentligt opdaterede kuraterede playlister, som jeg synes har givet mig mange nye gode oplevelser – men måske også ensrettet mine musikalske opdagelser en smule?
Koncertmæssigt var det (endnu) et stille år. Jeg var inde at se Novo Amor i april måned, og det var det. Det er et udviklingspunkt for mig at opleve mere musik live.
Der skete også det let regressive, at jeg begyndte at lytte meget mere til klassisk musik i min arbejdstid. Jeg fokuserer bedre til det, hvilket jo er dejligt for min arbejdsgiver, men skidt for min eksploration af rytmisk musik. De 1.010 sange er 106 færre end jeg opdagede sidste år, et antal der må siges at være af en signifikant størrelse. Men måske det er fint nok. Jeg synes stadig at jeg udvider mine musikalske horisonter. I mit indlæg fra sidste år skrev jeg:
Det gør mig også glad, at jeg har genfundet passionen for at opdage ny musik. Tanken om stagnation giver mig myrekryb. Når jeg ser tilbage på nogen af de tidligere år, så kan jeg se, hvordan inspirationen var størknet og det hele blev lidt for indavlet genremæssigt.
Endelig gør det mig også glad – på det helt banale plan – at musik igen betyder noget mere for mig følelses- og humørmæssigt. Uden at det skal blive til en større kunstteoretisk eksegese, så har jeg – uanset om det handler film, billedkunst, teater eller musik – brug for at blive berørt af værket. I en årrække mistede jeg gradvist evnen til at blive rørt af sange og sangtekster, tror jeg. Musik blev noget … værktøjsmæssigt for mig. Noget, der passende kunne spille semianonymt i baggrunden, når jeg arbejdede eller skulle fokusere. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg kan igen blive rørt og optaget af sange og sangtekster, hvilket giver mig så meget større glæde ved musikken. Det er ret fortryllende, synes jeg.
Det gælder altsammen stadig. Musik giver mig en enorm glæde i min hverdag, og det at opdage ny og gammel musik er en konstant inspiration og kilde for mig.

Jeg har udarbejdet min liste med samme ihærdighed, som Lenin utrætteligt planlægger revolutionen på Isaak Brodskys socialistisk realistiske mesterværk ‘Vladimir Lenin i Smolny’ (1930). Siddende her demonstrativt ukomfortabelt i mit spartanske møblement. Revolution, samfundsomstyrtelse og årslister er fuldtidsjobs, som ikke efterlader tid til indretning eller nydelsessyge. Gad godt se maleriet i sin fulde størrelse (198×320 cm). Men jeg kommer næppe nogensinde til Moskva igen.
Årets sange (i ikke-prioriteret rækkefølge)
- Erni Clark – Give Me a Piece of Your Love’ (1971)
Årets stille, længselsfulde, gammelskolede r’n’b, hvor en hjerteknust mand synger om sine følelser – med melankolsk tværfløjte som partner! - Sans Soucis & Charles – ‘Mexico City – Abbey Road Lock-In Session’ (2023)
Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal beskrive denne. Queer r’n’b? Uanset hvad kan jeg ikke stå for beatet eller de næsvise synthflader - Mazzy Star – ‘Into Dust’ (1993)
Alt falder fra hinanden og bliver til støv i et apokalyptisk ingenting. Hørte sangen på soundtracket til den ret ringe fjerde sæson af ’True Detective’. Denne drømmeknuser af en sang er et ubestridt mesterværk - Caroline Polachek – ‘Spring is Coming With a Strawberry in the Mouth’ (2024)
Endnu en grundlæggende mystisk popsang, men igen med et uimodståeligt beat og melodiøsitet - Real Estate – ‘Flowers’ (2024)
Kan ikke finde ud af om Real Estates janglepop er noget værre gammelmandsmusik, med dens 60’er lyd og hvad ved jeg. Men i mine øjne er det perfekt krystalliseret pop - Robert Sandrini – ‘Occhi Su Di Mi’ (1984)
En pragtfuld italodisco coverudgave af Billy Idols underlige ‘Eyes Without a Face’. Alting lyder ganske bedre når det forvandles til et glitrende Christian Bennike’sk kokainpalads - Diane Birch – ‘Used to Lovin You’ (2024)
I en bedre verden var denne 80’er-soulede popsang et verdenshit. Nu nøjes den med at dominere mine høretelefoner. Tilværelsen er uretfærdig - Mount Kimbie – ’Shipwreck’ (2024)
Jeg er ganske betaget af Mount Kimbies ret eklektiske indie. ’Shripwreck’ lyder som det indierock, jeg godt kunne lide dengang på værelset på Hvidovree Hospitals Kollegium omkring 2003 - Jayda G – ‘Both of Us’ (2020)
Jeg er VILD med ‘Both of Us’, især måden hvorpå den nærmest går i stå undervejs, den grundmelankolske tone i vokalen og så det faktum, at jeg er usikker på om hun synger ‘I can’ eller ‘I can’t love enough for the both of us’ - Amindi feat MAVI – ‘OK’ (2024)
Årets ene hedonistisk-opioid-æstetisk slibrige soulindslag på listen. Sætter pris på det småbedøvede ‘ok’ i omkvædet - Rolling Blackouts Coastal Fever – ‘French Press’ (2017)
Jeg hører ikke meget rock længere, men ‘Franch Press’ er skøn. Og jeg er pjanket med, at fortælleren flygter fra virkeligheden ved at læse ’the French press’, det er vidunderligt elitært - Fine – ‘Days Incomplete’ (2024)
Fine og ML Buch (se: ‘Can’t Get Over You With You’) må være mine absolutte danske favoritkunstnere disse år. ‘Days Incomplete’ er en urimelig og besynderlig sang, men samtidig helt og aldeles pragtfuld. - Susumu Yokota – ‘Kodomotachi’ (1999)
Nu vi er i mærkværdige paralleluniverser, så svæver ‘Kodomotachi’ sammen med ‘Days Incomplete’ på en sky i en mangefarvet LSD-himmel. Næsten ligeså god som Susumu Yokotas egentlige mesterværk ‘Long, Long Silk Bridge’ - Dina Ögon – ‘Jag vill ha allt’ (2024)
‘Jag vill ha allt’ var den mest afspillede sang på min Wrapped-liste. Med god grund. Vi er muligvis i easy listening grænselandet, men omkvædet er 100% svensk længsel og kondenseret melankoli. - The Reds, Pinks and Purples – ’There Must Be a Pill For This’ (2023)
The Reds, Pinks and Purples er på mange måder det musikalske fund, der har givet mig størst fornøjelse de sidste to år. Han er absurd produktiv og på konstant højt niveau. Vor tids Morrissey (minus dennes megalomani og problematisk personlige etik). Mærk jer mine ord - Applescal – ‘Wave 15’ (2022)
Advarsel: årets ene technosang - MJ Lenderman – ’She’s Leaving You’ (2024)
Årets countryfolkede indslag. MJ Lenderman er på alle mulige årets bedste lister, hvilket jeg godt kan forstå. - James Blake – ’Thrown Around’ (2024)
Da jeg i sommerferien var strandet i et umyndiggørende vakuum mellem lufthavnene i Frankfurt, Berlin og Wien, så var denne sang min temamusik. Den beskrev kaoset i Lufthansa terminalen i Frankfurt på minutiøs vis - Janes Addiction – ‘Jane Says (Live)’ (1991)
Man skal lige igennem der første minut, så starter nirvanaet med olietrommer (sic) og 90’er nihilisme. Jeg lyttede til den under løbeturne langs Nervión-floden en solbeskinnet søndag aften i Bilbao. Varme minder - Royel Otis – ‘Linger’ (2024)
Egentlig er det jo lèse-majesté at laver en coverudgave af ‘Linger’, men når det endelig skal være, så klarer Royal Otis det ualmindelig godt og får gjort sangen gjort til sin egen. Jeg er ikke vild med den for kække opadgående guitarafslutning, men ellers er det sublimt - Amyl and the Sniffers – ‘U Should Not Be Doing That’ (2024)
Australske punkere når de er værst. Og bedst. - Bakar – ‘A Girl Like You’ (2024)
Jeg er gammel nok til at huske (og værdsætte) Edwin Collins mere tungrøvede originale udgave, men jeg foretrækker klart Bakars mere sexede, energiske og eksplicitte cover - Orion Sun – ’Sweet’ (2024)
Mere småbedøvet og melankolsk r’n’b. Orion Sun er min favorit kvindelige vokalist indenfor genren, og ’Sweet’ er næsten på niveau med ‘Antidote’ og ‘Valentine’ - A.D.K.O.B – ‘A Boring Neighbourhood’ (2022)
Tilbage i september så jeg tv-serien ‘Collin from Accounts’, hvilket sendte mig ud på en tour de australsk musik. ‘A Boring Neighbourhood’ er dejligt fremmedgjort, og jeg sætter pris på start 00’er-lyden - Quivers – ‘You’re Not Always on My Mind’ (2021)
Denne sang er af den type, hvor versene er bedre end omkvædet. Den er meget ‘ren’ og direkte. Jeg elskede den fra første gang jeg hørte de indledende linjer af sangen: ‘You’re not always on my mind/just mostly all the time’. - Chase Shakur – ‘Limerence’ (2024)
Chase Shakur er min favorit lumre og problematiske soulsanger (se: ’Too Far Close’, ‘Honda Civic 98’ og ’Sink or Swim’), og ‘Limerence’ er endnu et hedonistisk pragtstykke - Tomcat – ‘It’s Not Always Gonna Be Like This’ (2023)
Jeg kan huske dengang børnene var mindre og vi ofte så musikvideoen til OK Go – ’This Too Shall Pass’ sammen, hvor jeg tænkte over titlen: ‘“Ja, det kan jo opfattes både posi- og negativt”. Jeg har det på samme måde med Tomcat sangen. Alting er flygtigt og en dag er alt dette her i nuet væk. Nå ja, og så er det en fortrinlig popsang - JP Enfant – ‘Sirens’ (2016)
Advarsel: årets anden technosang - A. Swayze & the Ghosts – ’Tell You All the Time’ (2024)
Jeg elsker energien i sangen. Den har reddet en del løbeture for mig - Antony Szmierek – ’The Great Pyramid of Stockport’ (2024)
Antony Szmierek er sjov, sjov, sjov. 90’er house sjov, faktisk. Jeg kunne lide ‘Circle of Light’ og ‘Rock and a Calm Place’, og jeg kan lide hans åndssvage pyramide i en dødrøv engelsk postindustriel udørk - The Cure – ‘All I Ever Am’ (2024)
Noget af et comeback, selvom jeg måske i virkeligheden lyttede mere til den 43 år ældre (sic) ‘Primary’ - Father John Misty – ‘Josh Tillman and the Accidental Dose’ (2024)
Årets mest skæve sang, bogstaveligt talt - Mona Moroni – ’Stemmer fra fjernsynet’ (2024)
Årets eneste dansksprogede indslag. Vi befinder os under en mental dyne, med nostalgiske begreber (hvornår har du sidst brugt eller hørt ordet ‘fjernsyn’ eller ‘hørt sange i radioen der minder mig om dig’) og hjertesmerte. Selvsagt et skønt sted at være - Divorce – ‘Antarctica’ (2024)
Hyggelig folk-agtige sang. Måske ikke genial per se, men igen er jeg til salg for et catchy omkvæd - Mandrake Handshake – ’The Change and the Changing’ (2024)
En ret sent ankommet sang. Jeg har vanskeligt ved at få omkvædet ud af hovedet. En fortrinlig popsang
Den samlede liste er er her (Spotify).
- Det hører med til historien, at flere af mine mest-lyttede-til-sange stammer fra 2023, se navnlig The Reds, Pinks and Purples – ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’, Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay)’ [↩]