The Glass Hotel

Er i gang med Emily St. John Mandels nye roman ‘The Glass Hotel’, som er helt spektakulært god. Hun skriver bøger à la sin canadiske landsmand Douglas Coupland, ja, altså bortset at hun er en langt dygtigere, mere eftertænksom og mindre selvoptaget forfatter end han er.

Var ellers kørt uklædeligt sur i de skønlitterære værker. Er blevet forstoppet af alt for megen bloddryppende horrorlæsning på det seneste, og så kom COVID-19 tilmed forbi og fratog mig lysten til science fiction dystopierne. Jeg havde brug for en bog, der kunne få mig til at føle noget igen. Og dét kan ‘The Glass Hotel’ i den grad.

The Glass Hotel 684x1024

Mandel kan især noget med sine personskildringer, som får mig til virkelig at gå op i dem og deres skæbne. Hendes gennembrud, mesterværket ‘Station Eleven’ var selvfølgelig også en bog om tilværelsen efter at en influenzapandemi udsletter 98% af menneskeheden. Men det jeg husker bedst fra bogen er alligevel dens grundmelankoli og skildringen af ensomhed. Det samme er tilfældet i ‘The Glass Hotel’, hvor alle karaktererne er vedkommende og berører mig.

På den måde minder ‘The Glass Hotel’ mig om bøger som Couplands ‘Girlfriend in a Coma’, Egans ‘A Visit From the Goon Squad’ og Fowlers ‘We Are All Completely Beside Outselves’. Alle er imperfekte, men er samtidig intelligente og empatiske værker om søgen efter identitet, fællesskab og mening i en opbrudt verden. Ting der ræssonerer meget hos mig lige for tiden.

Jeg kan ikke forestille mig, at ‘The Glass Hotel’ ikke bliver en af årets ti bedste bøger for mig. Ualmindeligt stærkt anbefalet herfra.

Kåre Ghisler Fuglsbjerg @kgfuglsbjerg