Raghuram Rajan - The Third Pillar

Er så småt gået igang med Raghuram Rajan ’The Third Pillar: How Markets and the State Leave the Community Behind’. Jeg er kun på side 142, men det er en tankevækkende bog - ikke mindst her under den aktuelle COVID-19-situation.

Rajans grundlæggende argument er indkapslet i bogen undertitel. Et samfund står i hans analyse på tre ben: ‘staten’, ‘økonomien/markedet’ og ‘civilsamfundet’. Rajan mener at vi siden i hvert fald midten af det 20. århundrede har set hvordan staten og markedet i stigende grader er vundet frem - på bekostning af det tredje ben i form af civilsamfundet og sammenhængskraften. 

I Danmark ses det ved, at vi i vid udstrækning har outsourcet mange funktioner til markedet og staten, som tidligere blev løst af familien og i lokalsamfundet.

Vi har med tiden udformet en stor samfundskontrakt med hinanden om, at vi allesammen skal på arbejdsmarkedet og betale en forrygende høj skat. Til gengæld staten leverer enorme mængder skatteyderfinansierede serviceydelser, akkumuleret i det vi kalder for ‘velfærdssamfundet’.

Staten passer, uddanner og opdrager vores børn, ligesom den er ansvarlig for at give vores ældre pleje og omsorg. Det er også staten der sørger for, at den almindelige dansker ikke behøver at forholde sig til de fattige, dumme, svage, tossede eller hjemløse. Slidsomme omsorgsfunktioner, der før i tiden traditionelt blev betragtet som ‘kvindeopgaver’ er nu statsliggjort, men bliver paradoksalt nok alligevel løst af kvinder (se: pædagoger, SOSU-assistenter) til alt for lave lønninger. 

Denne store upersonlige aftale om professionel velfærd gør det muligt for os at arbejde fuld tid. Til gengæld bliver flertallet befriet allesammen for det, der engang var det personlige ansvar for vores børn, ældre, svage og nærmiljøet. Samtidig køber vi i dag på markedet de ydelser, der før i tiden i højere grad blev løst i lokalsamfundet og i familien - f.eks. håndværksydelser. Alle disse logikker betyder samtidig, at de mindre samfund i ‘Udkantsdanmark’ bliver tømt for jobs, muligheder og sammenhold. Funktioner centraliseres og de unge flytter væk. Mulighederne er i de store byer, hvor staten og markedet er stærkest.

Rajans mere normative pointe er, at vi på det helt store metasamfundsniveau er nødt til at styrke civilsamfundet. Erosionen af de lokale fællesskaber og et overdrevent fokus på markedet er en af drivkrafterne bag økonomisk ulighed. En yderligere statsliggørelse af de mellemmenneskelige relationer er heller ikke vejen frem.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg tænker om Rajans analyse. Jeg kan følge den noget af vejen, og jeg har også en sværmerisk sympati for stærke lokale relationer og decentralisering.

Men … står det nu virkelig så slemt til?

Danmark er stadig i vid udstrækning et foreningsland. Ok, måske de fleste ikke gider engagere sig i bestyrelserne, men landets sportshaller er stadig fyldt med frivillige. Mange er frivillige på plejehjem. Vi ser også hvordan mange mennesker engagerer sig i bevægelser, f.eks. indenfor bæredygtighed eller ligestilling. Det vidner jo ikke umiddelbart om civilsamfundets nært forestående død.  

Men så er der jo COVID-19-situationen, hvor vi i den grad må sige at staten har slået til - og aflyst markedet og civilsamfundet. Det bliver en udfordring og en læringsperiode. Både i de kommende uger, hvor mange ældre i kommunernes hjemmepleje vil kunne opleve, at de får brug for deres familie til at hjælpe dem med madlavning, rengøring og nærvær. Dén fordring for at hjælpe vores ældre familiemedlemmer har de færreste oplevet de sidste 60 år. Her skal civilsamfundet stå sin prøve, ligesom det gør lige nu rundt om de mange små hjem, hvor man pludselig kommer hinanden meget ved.

Men det bliver også interessant bagefter, når samfundet åbner op igen.

Hvor vi som civilsamfund skal havde genskabt de sociale relationer ovenpå en nedlukning, hvor staten fylder alt, alt for meget. Hvor vores politikere rent faktisk har besluttet sig for, at staten bør kunne gå ind i private hjem, hvis de vurderer at der er for mange mennesker samlet. Hvor man i ramme alvor indførte en stik-din-nabo-ordning (før den blev trukket tilbage), og vil give lade den samme myndighed, der i 2016 sendte ukrypterede sundhedsoplysninger om 5 mio. danskere til Kina, ret til at monitorere mobilbrugernes lokationer. 

Det bliver kort sagt interessant at se om og hvordan vores regering - der også før COVID-19-krisen udviste en bekymrende stor tiltro til statens evne til at vide bedst - vil rulle de voldsomme tiltag tilbage, og hvordan nedlukningen af samfundet påvirker den måde vi omgås. Jeg - og Rajan - bør nok være bekymrede.