Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

Micro.blog

Opmærksomme læsere vil måske bemærke at der har sneget sig et nyt punkt – Micro.blog – ind oppe i menuen.

Jeg har brugt Micro.blog-platformen lidt on/off igennem længere tid. I perioder havde jeg ligefrem nærværende domæne placeret på micro.blog og var meget hooked på formatet. Men jeg savnede blogmulighederne i WordPress. Micro.blog har nogle indiskutable styrker, når man vil distribuere indhold til sociale medier. Men som platform er den mest egnet til fotos eller indlæg af cirka samme længde som tweets. Længere indlæg fungerer derimod ikke helt ligeså godt, ligesom der var masser af små ting jeg savnede – en ordentlig arkivfunktion, eksempelvis.

Omvendt synes jeg ikke WordPress er optimalt til at publicere de små, korte indlæg, der normalt ville være tweets eller et indlæg på facebook. Den type indhold passer ikke helt ind i mit blogformat… det ser forkert ud i mine øjne. Og ja, tak, jeg er helt bevidst om at der er en ganske irrationel måde at gå til tingene. Og den egentlige grund til at det altsammen er et problem: Alt den friktion og overspringshandlende fokus på rammerne for min skrivning går udover selve skrivningen. Noget må gøres.

Så her er min nye arbejdsdeling:

Længere indlæg vil altid blive lagt her (og kun her) på kgfuglsbjerg.dk. Det er min centrale digitale platform, hvor jeg ejer indholdet og hvor potentielle læsere principielt altid skal kunne finde de ting, jeg med tiden får taget mig sammen til at skrive. 

Korte indlæg, billeder, links og ‘statusopdateringer’, vil komme på kgfuglsbjerg.micro.blog. Selvom jeg af principielle og praktiske årsager gerne vil undgå at levere indhold til – eller interagere mere end højst nødvendigt med – sociale medier, så er de uundværlige som distributionskanaler.

Ingen finder længere en personlig blog via søgninger, så derfor cross-poster jeg alle indlæggene på micro.blog til Twitter og (måske) facebook. Det sidste skal jeg dog lige have tænkt igennem. Dels fordi jeg virkelig ikke bryder mig om facebook, dels fordi cross-posting funktionen kun kan bruges på en facebook side, ikke en personlig profil. 

Og så satser jeg ellers på at min skriveproduktivitet kommer op i omdrejninger igen!

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

Note: Min Venstrekollega Bent Jørgensen og jeg har sammen forfattet en episk kronik, som forhåbentlig bliver publiceret i et dagblad en lidt forkortet udgave. Med de nyeste udmeldinger fra de Radikale (her og her) virkede det aktuelt at få den offentliggjort nu. Nedenfor kan I nyde teksten i al sin magt, vælde og urimelige længde.

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.

Farvel Vendsyssel

Nuvel, det er selvfølgelig irrationelt af mig at være gnaven over Vendsysssel FF’s nedrykning fra superligaen.

De var trods alt nedrykningsfavorit ved sæsonens begyndelse, og jeg kan ikke engang påberåbe mig, at deres tur ned i 1. division er uretfærdig. Klamphuggerne har jo haft ikke bare én, men to chancer for at undgå nedrykningen; først mod Horsens, siden mod Lyngby. Vendsyssel magtede ikke at vinde i de fire kampe, og så får man altså som fortjent.

På den anden side … jeg synes ikke Vendsyssel i denne sæson har været dårligere end Hobro, tværtimod faktisk. De har spillet bedre, om ikke andet så i kampene mod AaB. Jeg mente – og mener fortsat – at deres trup og spil er bedre end både Horsens og Lyngbys. Og jeg vil helt usagligt meget hellere have et superligahold Nordenfjords fra end et fra Himmerland. Så jo, jeg er irriteret.

Men efter en jammerlig sæson, så strammede Hobro sig an da det virkelig gjaldt. Viborg blev ekspederet ud med samlet 3-0, og Hobro sikrede sig en ny sæson i superligaen. Vendsyssel gik derimod helt i stå, fyrede træneren før de to sidste kampe og virkede i almindelighed rådvilde. Spektaklet fulgte efter en farceagtig vinter, hvor man også skiftede sportsdirektøren. Nu skal det hele bygges op igen og truppen skal igennem endnu en enorm udskiftning. Det bliver en hård 1. Division, hvor der kun er én oprykningsplads og der skal kæmpes med stærke konkurrenter i form af Vejle og Viborg. Jeg er langt fra optimist på Vendsyssels vegne, det må jeg indrømme.

På den anden side betyder det også at jeg kan se frem til flere nordjyske fodbold besøg her i verdens navle. Og hvis de synes deres klub er et galehus deroppe i Hjørring, så skal de bare kigge lidt på hvad der foregår her i FC Roskilde. Matchfixing, omlægning til deltids-setup og et ikke-eksisterende trænerteam.

Vi lever i den bedste af alle verdener, og jeg kan næsten ikke vente til næste sæson!

Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’. Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.