True Detective

Jeg var usikker på hvad jeg skulle forvente af den nye sæson af ‘True Detective’.

Blev jo blæst væk af første sæson i 2014, ikke mindst af den (faux)okkulte historie og den 6 minutter lange single take actionscene i afsnit 4. Det er en episk sekvens, jeg gerne namedropper, når folk spørger om mine yndlings tv-serier. Men som de fleste andre stod jeg lynhurtigt af sæson 2, der var så ustyrligt kedelig og formålsløs, at den må betegnes som en decideret fejltagelse. Faktisk var den så ringe, at jeg lykkeligt glemte alt om ‘True Detective’ indtil HBO rullede deres PR-kampagne ud for nogle måneder siden.

Så hvordan skulle jeg egentlig kalibrere mine forventninger denne gang?

Med berettiget skepsis, skulle det vise sig. Det tog en del uger før jeg og Den Bedre Halvdel sådan for alvor fik sat os ned og gå i gang med den nye sæson. Hvilket nok var meget heldigt, da det betød at vi ikke skulle vente på nye afsnit. For jeg vil sige at hvis jeg skulle have ventet en her uge mellem første og andet afsnit, så tror jeg ikke vi var kommet videre i serien. Nu kunne vi øjeblikkeligt binge videre, hvilket rettede op på en truende situation.

For dels kredser historien om forsvundne, mishandlede og myrdede børn, hvilket er emner jeg lige siden arvingernes entre i mit liv ikke selv aktivt opsøger. Dels begyndte sæsonen ærligt talt lidt sløvt.

Jo, altså, Mahershala Ali er som altid fremragende i rollen som den plagede politimand Wayne Hays. Til trods for det gode skuepil, så druknede det centrale plot i for kedelige personskildringer og lidt for mange laaaaangsomme optagelser af Ali, der leder efter børnelig i skoven. 

Men vi mosede på, og da vi først kom et stykke ind i andet afsnit, så foldede serien sig ud. Nu skal vi igang med afsnit 6, og jeg er vitterligt spændt på i hvilken retning historien vil gå.  

Samlet set er vi et stykke fra de episke højder i sæson 1, men mindre kan også gøre det. Hvis jeg får en god grum slutning på historien, så er jeg mere end tilfreds. 

Det gør mig trist og grå indeni at Fantask lukker. Der er nu nul interessante bogbutikker tilbage i København. Men jeg er jo selv en del af problemet, når jeg ikke længere køber science fiction og fantasyromaner i bogform – men kun læser dem på min Kindle 📚

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge.