Anglofili

Læste en anmeldelse af genudgivelsen af den gamle koldkriger Robert Conquests klassikere ‘The Great Terror: Stalin’s Purge of the Thirties’ (1968) og ‘The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivisation and the Terror-Famine’ (1986).

Det var i sig selv interessant læsning, men endnu vigtigere; anmeldelsen mindede mig om hvorfor at jeg (Brexit eller ej) antageligvis altid vil forblive håbløst anglofil.

Satire and light verse were among Conquest’s strengths as a poet. He also wrote science fiction, co-operating with Kingsley Amis on five anthologies of new sci-fi writing in the 1960s as well as publishing his own sci-fi novel, A World of Difference (1955), and was a lifelong member of the British Interplanetary Society.

I hvilke andre lande end dybt excentriske Storbritanien kan man i ramme alvor forestille sig, at nogen danner et interplanetarisk selskab? Som lobbyer for mere udforskning af rummet? Det er jo helt og aldeles vidunderligt. Og foreningen findes i øvrigt stadig.

John Scalzi

Når jeg ser på min Goodreads-liste, må jeg konstatere, at John Scalzi er en af de forfattere, jeg har læst flest bøger af.

Det er der flere gode grunde til. Han skriver underholdende science fiction/space opera, der som oftest er fuld af kreative idéer og (i mangel af et passende dansk ord) velgennemført ‘worldbuilding’. Han har udpræget sans for et strikke et hæsblæsende plot sammen, og han er bestemt ikke ueffen ud i at skrive actionscener. Jeg har kort sagt aldrig kedet mig i en Scalzi bog, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de fleste andre forfattere.

Men når jeg læser hans nyeste roman, ‘The Consuming Fire’, bliver jeg (igen) mindet om, hvor irriterende og bedrevidende en forfatter Scalzi er. Hvordan alle hans karakterer nærmest pr. definition er omnipotente, altid har et popkulturelt-kækt-ironisk svar på rede hånd, altid har gennemskuet situationen dybere, altid har et es i ærmet. Og ikke mindst: Hvordan Scalzi tilsyneladende er ude af stand til at skrive dialoger, der ikke lyder som noget fra rippet direkte ud af ‘Gilmore Girls’. Det var jævnt træls for fem bøger siden, og nu er det så ved at blive decideret ulideligt.

Måske det er unfair at kritisere en space opera forfatter for ikke at være i stand til at lave nuancerede karakterportrætter. Men da Scalzi vældig gerne vil tages seriøst1, så ville det nu være rart, hvis ikke hans hovedpersoner var så tegneserieagtige.

Lige nu er de lette Scalzi-kalorier dog helt ok ovenpå en periode med lidt vel dyster læsning og ditto tv-serier. Men jeg tror nu alligevel, at jeg snart forlader hans buffet.

  1. Hans personlige blog er meget politisk anlagt, ligesom sammenbruddet af ormehullerne i hans nye bog er en slet skjult parabel for klimaforandringer []

1983

Efter at have set den polske science fiction serie ‘1983’, de to første afsnit af tyske ‘Dark’ (og i øvrigt det meste af Berlin-baserede ‘Counterpart’), kan jeg konstatere at:

  • Livet i Centraleuropa er helt farveløst og gråtonet. Eller i bedste fald tusmørkeblåt. I hvert fald vurderet ud fra det filter, som instruktørerne konsekvent lægger over deres filmning.
  • Hvis centraleuropæere smiler, så er det som regel for at dække over et kommende forrædderi, en grundmelankoli eller blot personens eksistentielle rædsel.
  • Jeg stadig er til salg for en solid dystopisk alt-historisk tv-serie.

Jeg vil gerne anbefale ‘1983’, hvis 8 afsnit på Netflix er glimrende underholdning. Det alternative univers – en dystopi hvor Muren aldrig faldt og Polen er blevet en de facto politistat – og det centrale mysterium er ret fascinerende.

Mest af alt har min senere tids europæisk funderede tv-serie forbrug fået mig til at tænke over, om jeg burde se danske tv-serier. Jeg har bogstaveligt talt ikke set en eneste dansk tv-serie siden ‘Krøniken’ – og selv den fulgte jeg kun sporadisk. Måske jeg burde give dansk kultur en større chance?

Normalt bliver jeg ikke følelsesmæssigt berørt af ulykker. Men dagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen? Som daglig togpendler, så rammer det lige ind. Ulykken er forfærdelig og vanskelig at forstå. Liv mistet på den mest meningsløse måde. Med fare for at lyde som en kliché: Hold om dem, du elsker. Man ved aldrig hvad der kan ske.

Solo: A Star Wars Story

Jeg har været sløv til at se de nyere Star Wars anthology-film, og jeg mangler da også stadig ‘Rogue One’. Men på vej hjem fra nytårsferien i Sverige fik jeg endelig set ‘Solo’. Den var fortrinlig underholdning og jeg forstår efterfølgende ikke helt, hvorfor at filmen floppede kommercielt og fik så vredladne reaktioner fra puristerne.

Indrømmet, ‘Solo’ er ikke et mesterværk og plotmæssigt er der vel tale om en glorificeret ungdomsfilm. Valget af at lave en heist film i Star Wars universet er også kontroversielt. Men der er trods alt tale om en historie om Han Solo, Star Wars franchisens eneste reelt interessante, tvetydige og underholdende karakter. Han er en smugler og en tyv (bevares, en elskelig en af slagsen, men alligevel), og det ville være sært at lave en prequel, der ikke afspejlede det faktum. Manuskriptmæsigt giver ‘Solo’ derfor fint mening for mig, især hvis man tager filmen for det den er: Letbenet underholdning.

Selvom der desværre – som i alle nyere Star Wars film – er infantile scener, hvor tæerne krummes nærmest ubærligt meget sammen1, så er der omvendt store dele af ‘Solo’, der bare fungerer:

  • På det helt basale fanboy-niveau, så elskede jeg alle scener, hvor man lærte mere om Solos baggrund. Hans møder med Chewy og Lando Calrissian var perfekte, og kemien/dynamikken mellem karaktererne ramte plet. Donald Glovers portræt af Star Wars-universets førsteelsker Lando var en fornøjelse.
  • De fleste actionscener er underholdende og spændende. Få ting er så tilfredsstillende som lyden af en laserpistol.
  • Det er og bliver den rene narko for en 80’er nørd, når Millenium Falcon entrerer hyperspace – swuuuuuuusj!
  • Alden Ehrenreich er aldeles udmærket som en ung Han Solo. Nuvel, vi taler ikke om Harrison Ford, men det ville også være unaturligt. Den mand er jo en afgud.

‘Solo’ er samlet set en udmærket tilføjelse til Star Wars universet, der i det store hele er bedre og mere underholdende end de nyeste indslag i hovedfilmserien.

  1. Se: Scenen med ulækker episk musik, hvor det afsløres at den postulerede skurk i virkeligheden er en godhjertet feminist, der på sine søstres vegne igangsætter oprøret mod det onde og patriarkalske imperium. Yddrrrrk! []