Farvel Wieghorst

Jeg var skeptisk dengang i januar 2017, hvor Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB. Ikke mindst var jeg mismodig ovenpå et langt og trist år med uhyre kedelig fodbold. Jeg var i tvivl om hvad Wieghorst kunne og hvilke midler, han ville få stillet til rådighed.

Men ak, havde jeg blot vidst hvor meget værre det identitets- og spillemæssigt kunne blive for AaB, så havde jeg næppe hulket så meget dengang.

For her to år senere står AaB tilbage med en træner, der har leveret det dårligste pointsnit og laveste antal scorede mål nogensinde. Det har været grufuldt. Se bare her, her og her.

Holdet spiller Danmarks kedeligste fodbold uden nogen synlig plan eller fremskridt, de individuelle spilleres udvikling er gået i stå og tilskuerne bliver væk fra stadion. På alle objektive parametre er AaB de sidste par år enten stagneret eller blevet ringere. Og det tilmed i en periode, hvor spiller- og lønbudgettet er steget markant.

På det store metaplan er der en rigtig dårlig stemning om AaB. Det er måske det værste ved det hele. Der er ingen entusiasme, ingen glæde, ingen fortællinger der inspirer. AaB er blevet en negativ historie.

Det går mig på, for jeg har altid nydt at kunne sige, at jeg holder med klubben. At AaB er mit hold, og at jeg holder med dem, uanset hvad. Jeg fremstod muligvis pudsig, provinsiel og smådum, men jeg skammede mig aldrig tidligere over AaB. Heller ikke under de mørke år (2010–2011), hvor nedrykningen kun med nød og næppe blev undgået. Selv i desperationens stund var der noget at elske i klubben. Måske var vi tabere, men vi var da i det mindste underholdende.

Sådan er det ikke mere. AaB er kedelige, kønsløse, irrelevante, og middelmådige. Mens andre klubber havde strategier og udviklede deres økonomier, så har AaB nu i tre år befundet sig i et ingenmandsland. Der er ikke noget at holde af, ikke noget at gå op i. I dag kigger folk mere på mig med medlidenhed og undren, når jeg bekendtgør mit fodboldmæssige tilhørsforhold. “Hvorfor holder du dog af noget så ligegyldigt?”, er den typiske reaktion. Det er vanskeligt for mig at kapere.

Nuvel, Wieghorst er smidt på porten, den umiddelbart skyldige er ude af ligningen. Men han var jo ikke alene. Der er også brug for at kigge opad.

Bevares, jeg siger ikke, at det hele er sportsdirektør Allan Gaardes fejl. Men bortset fra et heldigt salg af Bassogog til Kina, så har han stort set intet gjort rigtigt. Han har nu måtte fyre to af de trænere, han selv har ansat. Jeg var forundret over de manglende ambitioner ved vi-hyrer-kun-venner-af-huset ansættelsen af Lars Søndergaard tilbage i 20161. Og udover indkøbet af målmand Jacob Rinne, så har ingen af hans indkøb været en succes.

Det er kort sagt vanskeligt at se, hvorfor klubbens bestyrelse ikke udsætter Gaarde for en grundig kritisk evaluering.

Hvad så med fremtiden?

Lige nu tager assistenttræneren over de sidste tre kampe i efterårssæsonen. Derefter håber jeg at AaB viser ukarakteristisk mod og sætter en ny kurs med et anderledes trænervalg.

Jeg er med på at kontinuitet er vigtigt og at det er giftigt for en fodboldklubs kultur, hvis man hele tiden ansætter trænere med nye divergerende strategier. Se bare på AGF, der vel i en periode havde 5–6 trænere i træk med hver sin måde at gøre tingene på. Det ødelagde dem i mange år, og den situation skal AaB ikke havne i.

Efter tre års stilstand og hensygnen, så er der dog desperat brug for en ny træner, der nyfortolker AaB’s erklærede mål og spillestil. Jeg håber på en ambitiøs udlænding, der kan give den nordjyske mentalitet et ordentligt spark i røven. Det var præcis det, som Erik Hamrén gjorde så godt dengang han trådte til. Han kom med en masse nye impulser og løftede på 2–3 år klubben til nye kvalitetsstandarder. Det tog et par år, men man troede på ham. Et lignende forandringsprojekt kunne være en spændende (og ikke mindst: Inspirerende) ting, at være med i som AaB-elsker.

Men, men, men … hvis det går som det plejer, så rekrutterer de Glenn Riddersholm, eller til nøds Brian Priske. Der er jo ingen grund til at se for langt væk fra de gamle venner og bekendte. Og så står vi her igen om to års tid.

  1. En indavlet tendens, der kun er blevet værre efter at Gaardes gamle holdkammerat Thomas Bælum tidligere i år blev ansat som direktør i klubben []

Yazoo

Hvis man ser bort fra den click-bait’ende overskrift, så var JP’s artikel om Yazoo og Vince Clark faktisk mere end udmærket.

Selv har jeg (ansporet af at den ultimative synth-ballade ‘Only You’ optrådte i et afsnit af ‘The Americans’) lyttet til gruppens sange sådan lidt til og fra det seneste års tid. Alison Moyet har efter min mening en af 80’ernes bedste og mest karakteristiske stemmer. Hør hende lige i liveudgaven af ‘Don’t Go’ på BBC i 1982 eller i den endnu mere vidunderlige 8-bit videospilkonsol udgave af ‘Situation’ fra samme år. Det er nærmest overvældende; hun er alt, alt for dygtig til ‘kun’ at lave electropop.

Måske jeg burde benytte mig af lejligheden til at udforske Yazoo bagkatalog noget grundigere. Jeg har altid haft et blødt punkt for Clarks senere gruppe Erasure, så der burde være noget jeg kan lide hos Yazoo også.

Finish the Book, George!

Så er de der igen; farisæerne som sidder der og finder på forstående undskyldninger og efterrationaliseringer for, hvorfor at George R.R. Martin stadig ikke har lettet sin planetstørrelse-røv og fået skrevet næste bind i ‘A Song of Fire and Ice’. Jeg mener, se bare overskriften på denne fornærmende artikel:

Ok? OK?! Det er da så langt fra OK, som det overhovedet kan være. Manden er en skidespræller, en charlatan, en gemen svindler. Og jeg står ved hvert et ord, som jeg skrev tilbage i juli 2017, hvor der allerede på det tidspunkt var gået 6 år siden seneste bind i bogserien:

George R. R. Martin, nu skal jeg sige dig en ting: Du skal KRAFTEDEME ikke sidde dér og være en krukke, og love at vi ”måske” får næste Game of Thrones bog inden udgangen af 2018. Du skal fandeme ikke sidde der på din lousy blog og tale om ”gode dage og dårlige dage”, når der er gået SEKS ÅR siden seneste bog i serien.

Når du har tid til at mingle med skuespillere, lave spin-off tv-serier, skrive flere blogindlæg om dagen, være redaktør på tåbelige antologier, være kongen af bogmesser og æde dig igennem samtlige restauranter i Albuquerque og omegn, så har du OGSÅ TID TIL AT FÅ SKREVET DEN FORBANDEDE BOG.

Tv-serien overhalede dig for over en sæson siden og hele dit skabagtige ”uuuuuuh, jeg er en kunstner for kunstens skyld, og jeg skylder jer rent faktisk ikke en bog, nå!”-ævl er noget af det værste, jeg har oplevet en forfatter udsætte sine læsere for. Gu’ gør du så, din skriveblokerede burgøjser.

Sæt din behårede røv ned foran tastaturet og få skrevet den bog. NU! NU! NUUUUUUUU! Og ved du hvad, George? Med ‘bog’ mente jeg naturligvis ikke ‘Fire & Blood’, som er en faux-historie om House Targaryen 300 år før handlingen i bogserien. Gør du nar? Var det hvad du mente, da du lovede en bog inden udgangen af 2018? VAR DET? Hvad i alverden har du gang i, din beskæggede umulius?

Og lad mig så lige fortælle dig en ting. Du skal ikke få alle dine apologeter, rygklappere og fanboys på diverse forlagsfinansierede fantasyblogs til at opdigte stadig mere absurde grunde til, hvorfor det faktisk er godt og sundt for os alle sammen, at vi ikke kan komme videre i historien i bøgerne:

We hunger for endings, but maybe it’s time to rethink our reliance on conclusions. Though we have confidence The Winds of Winter will eventually arrive, in the case of A Song of Ice and Fire, George R. R. Martin may still ultimately leave us without a choice in that regard. That would be a little heartbreaking, I’ll admit, but will the lands of Westeros and Essos be any less rich if we don’t find out who wins this particular round of jockeying for the throne? That world is getting bigger all the time, and maybe it’s for us to stop demanding to see the ends of it, and see what we can see.

Jeg har aldrig hørt magen. Nej. Jeg skal ikke gentænke mit behov for slutninger og det er ikke mig, der er noget galt med. Du er i underholdningsbranchen, din usle junker. Og du har ikke leveret din del af aftalen i en menneskealder.

Hvis Stephen King kan skrive gennem flodbøger af narko og trafikuheld, så kan du denondelyneme også tage dig blot en smule sammen.

Finish the book, George!

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.