Castle Rock

Det er noget nær en evighed siden at jeg blev så opslugt af en tv-serie, at det var et moralsk imperativ for mig at se alle afsnit her og nu.

Senest det skete var i form af ‘Counterpart’ og før da ‘Frequency’. Begge serier er karakteriseret af at være eskapistiske og omhandle tidsrejser, paralleluniverser og melankoli. Denne gang er det dog horror og Stephen King, der har fået mig frem i stolen.

Som udgangspunkt kan jeg i bedste fald kaldes en Stephen King-freelancer.

Jeg læste ‘The Shining’ engang i gymnasietiden og den herligt grumme ‘The Stand’ for et par år siden. Filmatiseringer af Kings bøger har jeg holdt mig fra, ligesom jeg heller ikke kastet mig ud i de senere års tv-serieudgaver af ‘Under the Dome’ og ‘11.22.63’. Men jeg vil sige det sådan her: Hvis der findes en bedre tv-serie udgave af Stephen Kings univers end den aktuelle ‘Castle Rock’, så bliver jeg meget, meget overrasket.

Som den notorisk elendige anmelder jeg er, så orker jeg ikke at grifle om handlingen, skuespillerne eller karaktererne i ‘Castle Rock’. Det må I selv google jer til. Rundt om på internettet har serien dog fået divergerende anmeldelser. Flere fremhæver at man nok skal være fan af King i forvejen for at sætte rigtig pris på den og ikke mindst de mange metareferencer til Kings værker.

Det ved jeg nu ikke om er korrekt. Serien er spændende og hele tiden pirrende urovækkende/uhyggelig. Man kan fint se den uden at være meget belæst i Kings bøger. Serien kulminerer (indtil videre) i afsnit 7, som er noget af det bedste og uhyggelige tv jeg har set siden … ja, siden altid, tror jeg. Så selv hvis serien ikke får en længere levetid, så bør alene det afsnit blive husket. Vi taler om et afsnit i klasse med ‘The Constant’ fra ‘Lost’, så godt er det.

Med to stadig uudgivne afsnit tilbage af den første sæson, så er jeg effektivt hooked. Jeg kan faktisk næsten ikke vente til på torsdag, når næste afsnit frigives.

Så fængende er ‘Castle Rock’.

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.